Las Vegas-kongen Sheldon Adelson har besluttet sig for at gå all in
i det amerikanske præsidentvalg.
Den 78-årige kasino-milliardær, der satsede en formue på Newt Gingrichs fejlslagne kampagne, har ifølge Wall Street Journal doneret 10 millioner dollar - 60 millioner kroner - til en gruppe, der støtter den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney.
Sheldon Adelson er med kæmpechecken den største bidragsyder til Super Pac'en Restore Our Future, men der kan være flere penge på vej fra rigmanden. Han har nemlig tidligere sagt, at han er parat til at bruge 100 millioner dollar på at vælte Barack Obama ved præsidentvalget i 2012.
USA's rigeste mænd
Adelson er grundlægger af kasino- og hotelgiganten Las Vegas Sands, der ejer
det berømte Venetian-kasino i Las Vegas samt kasinoer i Macau og Singapore.
Forbes Magazine har placeret ham på listen over USA's 10 rigeste mænd med en
personlig formue på mere end 20 milliarder dollar.
Adelson og hans familie gav tidligere i år 21 millioner dollar - 120 millioner kroner - til en Super Pac, der støttede Newt Gingrich under republikanernes primærvalg. Det var dog ikke nok til, at Gingrich kunne vinde over Romney.
Siden Newt Gingrich kvittede sin kampagne, har republikanerne ventet på, at Adelson ville støtte Mitt Romney økonomisk. Romney og Adelson holdt private møder i Las Vegas i sidste måned - og det har sat gang i pengestrømmen.
Forgyldes af Wall Street
Mitt Romney, tidligere topchef for Bain Capital, har skovlet penge ind, siden
han sejrede i det republikanske primærvalg. Romneys
pengeindsamling slog overraskende Obamas i maj. Samtidig ruller
millionerne ind til Super Pac-grupper, der støtter den tidligere
Massachusetts-guvernør.
Romney-grupperne har især haft sugerøret nede i lommerne på nogle af Wall Streets rigeste spekulanter. Blandt andre har superinvestor John Paulson givet en million dollar til Restore Our Future.
Det samme har hedgefond-milliardærerne Paul Singer, Robert Mercer og Julian Robertson. Det er alligevel småpenge for rigmændene. Robertson er for eksempel god for 14 milliarder kroner, mens Mercer alene sidste år tjente over 600 millioner kroner på børsen.
Penge har altid spillet en stor rolle i amerikansk politik, men det er nyt, at rigmænd kan give millionbeløb til støtte for deres politiske favoritter. I 2010 åbnede USA's Højesteret imidlertid op for, at enkeltpersoner kan donere ubegrænsede summer til Super Pac-grupper, der er sat i verden til at føre valgkamp på vegne af de enkelte kandidater.
