Tv-stationerne CNN og Fox var lidt for hurtige på aftrækkeren, da
USA's højesteret torsdag blåstemplede præsident Barack Obamas sundhedsreform
i en historisk afgørelse.
CNN’s korrespondent foran højesteretsbygningen i Washington, Kate Bolduan, rapporterede i første omgang, at en central regel i sundhedsreformen var blevet underkendt af de ni dommere.
– Wow, det er et dramatisk øjeblik, udbrød studieværten Wolf Blitzer, mens teksten ’Højesteret dræber det individuelle mandat’ rullede over skærmen.
Samme fejlagtige konklusion nåede Fox News frem til, da studieværten meddelte, at domstolen ’har erklæret sundhedsreformen forfatningsstridig’.
Inden tv-stationerne fik nærlæst kendelsen og korrigeret fejlen - sundhedsreformen blev godkendt med stemmerne 5-4 - nåede flere republikanere at fejre ’sejren’ på Twitter. Men få minutter senere bragte tv-stationerne en rettelse.
– Hele loven er blevet godkendt, lød det fra CNN’s Kate Bolduan og Blitzer udbrød:
– Det er en kæmpe, kæmpe sejr for Obama.
