Det er lidt af en stinker, mener republikanerne:
Et fotografi af Mitt Romney, der noget anstrengt bøjer sig forover, mens en chokeret skolepige står bag ham med åben mund og polypper.
En fotograf fra det amerikanske nyhedsbureau Associated Press tog billedet på en skole i Fairfield i Virginia mandag – og kort efter var pletskuddet sendt ud til medier i hele verden.
Den amerikanske højrefløj mener, at Associated Press helt bevidst er ude på at latterliggøre den republikanske præsidentkandidat.
- Det er utroligt. Det ser ud som om, at den lille pige glor på Romneys bagdel, skriver den konservative mediekritiker Tim Graham på Newsbusters.
Læs: Romney: Tunge våben til Syrien
Steve Manuel, en prisvindende fotograf og universitetslærer, siger til Fox News, at Associated Press må have været bevidst om, hvordan billedet ville blive opfattet.
- Selv om det er morsomt, må AP have været klar over, hvad læserne vil tænke. AP ved, at læserne vil smågrine og forestille sig, hvad det er, den lille pige ser. Det får Romney til at fremstå en smule til grin.
Se tv: Derfor virkede Obama så træt
Associated Press har reageret på kritikken ved at præcisere teksten, som ledsager billedet:
'En elev reagerer, når det går op for hende, at Romney sætter sig på hug foran hende og hendes klassekammerater til et gruppefoto', lyder beskrivelsen.
I 2008 blev nyhedsbureauet også kritiseret for et foto, hvor den daværende republikanske præsidentkandidat, John McCain, lignede én, der skulle til at kaste op.
Mitt Romney i front
Mitt Romney har fået et stærkt comeback til valgkampen efter tv-duellen i
sidste uge, hvor han uddebattere præsident Barack Obama for øjnene af 67
millioner seere.
Flere meningsmålinger - blandt andet fra Pew Research og Gallup - giver nu Romney føringen i en valgkamp, der tegner til at blive et tæt opgør.
Næste debat mellem de to rivaler finder sted 16. oktober. Denne gang er det udenrigspolitikken, der står på dagsordenen.
