Islamistiske hjemmesider meddeler, at den schweiziske terrorist Moez
Garsallaoui er blevet dræbt i Nordwaziristan i Pakistan af en drone, et
ubemandet fly. Garssalloui var en nøglefigur i forbindelsen mellem
Al-Qaida-organisationer og europæere, der ønskede at gå i hellig krig.
I marts i år myrdede den franske islamist, Mohamed Merah, syv mennesker i Toulouse, herunder tre jødiske skolebørn. De franske myndigheder forsøgte at underspille Merahs forbindelse til Al-Qaida, men han var blevet trænet af Grassaloui i grænseegnene mellem Pakistan og Afghanistan.
283 drone-angreb
Den eftersøgte tyske terrorist, Eric Breiniger, havde også forbindelse til
Garsallaoui. Breininger blev dræbt af en drone i 2008. Garsallaoui kaldte
sin organisation Jund al Khilafah. Den har bl.a. gennemført angreb i
Kasakhstan.
Garsallaoui har haft forbindelse til adskillige terrorister, der har rangeret lige under topledelsen af Al-Qaida, men de fleste er blevet dræbt efter at præsident Barack Obama har optrappet drone-angrebene. I hans præsidenttid har droner angrebet 283 mål i Pakistan. Blandt de dræbte er Al-Qaida-ledere, men også civile.
Hustruen er propagandist
Med Garsallaouis død svækkes restgrupperne af Al-Qaidas bestræbelser på at
rekruttere terrorister i Europa. Garsallaouis har tidligere pralet med, hvor
mange europæere, han har hvervet.
Den schweiziske terrorist er af tunesisk afstamning. Hans hustru, Malika El Aroud, er kendt som propagandist på internettet.
