Spændingen er stigende mellem Kina og USA. Som nyvalgt generalsekretær for de kinesiske kommunister er Xi Jinping allerede Kinas reelle magthaver, selv om han først udnævnes til præsident i 2013. Som genvalgt præsident har Barack Obama fået nye operative muligheder, fordi han ikke længere skal tænke på et genvalg.

De to ledere har behov for at 'nulstille' forholdet mellem de to stormagter. Irritationen er så stor, at den kan true den internationale stabilitet.

Forpestet forhold
Et af de største spændingsområder er rettighederne til olien i Det Østkinesiske Hav, hvor Kina og Japan skiftes til at provokere hinanden om herredømmet over nogle små, ubeboede øer.

USA støtter Japan, og kineserne lægger ikke skjul på deres mishag, og deres forhold til Japan er historisk forpestet. Omvendt er det heller ikke sikkert, at det kinesiske militærs optrapning af krisen har opbakning fra partiledelsen, om det handler på egen hånd, og om Xi kan få det under kontrol. Han har et tættere forhold til militæret end mange forgængere.

Risiko for handelskrig
USA er irriteret over den kinesiske valutakurs, der holdes nede, så kineserne har fordele på eksportmarkederne, fordi deres varer er billige. Obama er under stærkt pres fra kongressen og amerikansk industri. Kravet er, at han tvinger kineserne til at opskrive deres valuta, og at han indfører både økonomiske og miljømæssige handelsrestriktioner. Det giver risiko for den handelskrig, som Mitt Romney bebudede.

Kina er irriteret over, at USA flytter det meste af sin flåde fra andre farvande til Stillehavet. Kineserne føler, at de er omgivet af fjendtlige nabolande, de har været i krig med flere af dem, og de betragter den amerikanske opbygning som en trussel. Omvendt ser USA de kinesiske bestræbelser på at opbygge en dybhavsflåde (blue water fleet) som en trussel mod amerikanske allierede.

En plads i solen
Historisk interesserede kan efter behag trække paralleller til Tysklands krav om 'en plads i solen' før Første Verdenskrig, det vilde flådekapløb og flådeaftaler, der næppe blev respekterede. Det bidrog til krigen.

I FN's sikkerhedsråd har Kina hyppigt gjort brug af sit veto til irritation for USA, bl.a. i forbindelse med borgerkrigen i Syrien. USA forventer også, at Kina øger sin støtte til USA i forhold til Nordkorea og det iranske atomvåbenprogram.

Selvsikker partileder
Under Hu Jintaos ledelse har Kina strikte holdt sig til, at man ikke blander sig i andre landes indre anliggender. Hu har først og fremmest været bange for intern kritik, mens Xi er langt mere selvsikker. Det kan give håb om, at han føler sig så stærk, at han tør tage fat på de største internationale problemer.

Hu har haft det meste af sin politiske karriere i det centrale Kina, mens Xi har haft sin i kystregionerne, som er stærkt afhængig af international stabilitet og samhandel. Det er også, hvad han har fremhævet under sine mange statsbesøg som vicepræsident. Derfor kan der være grund til en vis optimisme.

Men det er altid optimisten, der tager fejl.