En af favoritterne til pladserne i Kinas absolutte magttop, Wang Qisan, er ved
afslutningen af den 18. kongres i Kinas kommunistparti blevet udpeget som
den, der skal lede kampen mod korruption i kæmperiget.
Netop denne kamp havde en central placering i den åbningstale fra den afgående formand, prædident Hu Jintao, som blev analyseret verden over for en uge siden.
Udpeget af kongressen
Kongressen i Folkets Store Hal i Beijing blev afsluttet med, at de 2200
delegerede fra alle steder af landet valgte en ny centralkomité med 205
medlemmer. Xi Jinping blev genvalgt til komitéen, og statslige medier
gentager, at han som ventet er kørt i stilling til at blive partiets øverste
leder i det næste årti.
Hele den nye ledelse præsenteres for offentligheden torsdag, men de delegerede
har allerede udpeget den respekterede økonom, Wang Qishan, til at lede
bekæmpelsen af korruption.
Læs: Se også: 86-årigt stenansigt kan miste magten
Beslutningen skal understrege, at partiet vil stå fast i kampen mod den meget udbredte korruption.
Spild af talent
Wang Qishan har været ledende embedsmand i finanspolitikken og har
repræsenteret Kina i vigtige økonomiske forhandlinger med USA og EU.
Udpegningen af ham som leder af korruptionsbekæmpelsen har fået Bo Zhiyue, seniorforsker ved National University of Singapores Østasien Institut, til at tale om 'et kolossalt misbrug' af talent.
- Der kommer et kæmpemæssigt tab af hans styrke på økonomi, finansforhold og udenrigspolitik, siger Bo til forretnings-sitet Bloomberg. - Han er bankmand, men skal nu tage sig af disciplinærsager. Det er et misbrug af hans sande talent.
Skæv sans for humor
64-årige Wang Qishan, som blandt andet var en central person i
forhandlingerne med danske virksomheder under præsident Hu Jintaos besøg i
Danmark tidligere i år, er velkendt blandt vestlige politiske ledere. Den
tidligere amerikanske finansminister Henry Paulson har kaldt ham 'nysgerrig'
og beslutsom' og en person med en skæv sans for humor. Selv har Wang kaldt
sig selv 'Timothy Geithners onkel', hvilket understreger kineserens gode
forhold til USA's nuværende finansminister.
Læs: Se også: Topchefer fik papir på kontrakter med Kina
Usentimental krisestyrer
Wang blev først som 35-årig medlem af kommunistpartiet, og han fortsatte med
sit arbejde som bankmand, indtil han i 2004 blev borgmester i hovedstaden
Beijing. Hans meritter, ikke mindst som en håndfast og usentimental
krisestyrer under SARS-epidemien, har fået mange til at mene, at han kunne
blive en noget bedre premierminister end favoritten, Li Keqiang.
Wang Qishan er en af 'de små prinser', søn af en revolutionshelt. Hans svigerfar, Yao Yilin, var vicepremierminister.
