Xi Jinping lovede at samle det kinesiske kommunistparti og føre en hård kamp
mod korruption og bestikkelse. Men det mest bemærkelsesværdige i hans første
fremtræden var nærmest, at han havde et Villy Søvndal-slips på.
-Kina skal vide mere om verden, og verden skal vide mere om Kina, sluttede han en personlig henvendelse til pressen.
Xi virker, som man kender ham, en mand der hviler i sig selv og af og til har et muntert glimt i øjnene.
Overså munkebrændinger
Han kaldte 'folket de virkelige helte' og lovede, selvfølgelig, at partiet
skal tjene det. Men der var ikke konkrete løfter, og det var forbløffende,
at han sagde, at 'Kina har mange etniske grupper, som lever i harmoni med
hinanden'. Munkebrændingerne har jo taget til i Tibet.
Udenrigspolitiske iagttagere fik ikke meget at tygge på, for Xi talte stort set udelukkende om kinesiske anliggender.
De syv nye kinesiske ledere stod pænt på rad og række og modtog ikke spørgsmål. Da de kom ind, gik Li Keqiang som nummer to. Det plejer at være parlamentsformanden, men Li bliver premierminister. Hans placering som nummer to kan betragtes som en trøst for, at hans fløj er blevet reduceret til kun to medlemmer i politibureauets stående udvalg.
