Den nødvendige hvidbog

DE FLESTE betragter Danmark som et frit og åbent land. Det synspunkt har dog væsentlige begrænsninger. Eksempelvis, når sandheden om Danmarks deltagelse i Irak-krigen bliver for besværlig og påtrængende.

Hidtil har Fogh-regeringen med held modsat sig en undersøgelse eller høring om grundlaget for krigen. Danskerne må ikke få at vide, hvad der egentlig skete, men må nøjes med overfladisk retorik og letkøbte floskler.

EKSTRA BLADET har derfor med denne hvidbog, udarbejdet efter måneders grundig research i ind- og udland af journalist Bo Elkjær, valgt at lægge al tilgængelig dokumentation fra åbne og lukkede kilder, åbent frem.

'Løgnen om krigen - krigen om løgnen' er den uskønne, men kontante beretning om, hvordan Fogh, Bush og Blair - med beviser, som vi i dag ved, var forkerte, bevidst fordrejede eller forfalskede - trak landene ind i krigen.

DEN 21. MARTS meddelte statsminister Anders Fogh Rasmussen, at Danmark nu var i krig med Irak. Det skete med det spinklest tænkelige mandat fra Folketinget. Vores allierede var alene USA, Storbritannien og Australien.

Det meste af den øvrige verden valgte at holde sig udenfor. Foghs beslutning var samtidig et markant brud med alle de institutioner, dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik har hvilet på i årtier: FN, EU, NATO og de nordiske lande.

Tilmed en farlig beslutning, fordi han valgte enegangen med en præsident George W. Bush, hvis dømmekraft og politiske placering forekommer de fleste europæere problematisk og usympatisk.

KRIGEN I IRAK er nu slut. Men der er langt fra fred. Hver eneste uge rokkes der ved grundlaget for krigen. Hele tiden hentes nye afsløringer frem, der viser, hvordan der blev løjet og manipuleret.

I USA og Storbritannien kræver kongres og parlament klare svar. Men i Danmark har regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti valgt at lægge låg på.

Herhjemme betegner Fogh det som 'tidsspilde' at søge afklaret, hvorfor vi gik i krig, hvilket beslutningsgrundlag der var, og hvorfor bl.a. påstandene om irakiske masseødelæggelsesvåben og terrorforbindelser ikke har kunnet dokumenteres.

ONSDAG - den. 8. oktober 2003 - mødes Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget. Mødet handler om, hvorvidt der skal gennemføres en undersøgelse eller høring om Danmarks krigsdeltagelse.

Formentlig ender det med, at regeringspartierne sammen med Dansk Folkeparti vender fingeren ned. De er måske klar til at stille op til en helt uforpligtende konference, hvor der kan snakkes lidt om sagen - men en egentlig granskning eller høring, hvor f.eks. ministrene skal udtale sig under ministeransvar, det har ingen interesse.

DEBATTEN HANDLER ikke om, hvorvidt nogen ønsker Saddam Hussein tilbage. Manden var en tyrannisk forbryder, som ingen savner.

Den drejer sig derimod om krigens forudsætninger. At føre et land i krig er den mest vidtrækkende beslutning, en regering kan træffe. Det er undergravende for den frie debat i et demokratisk samfund, hvis regeringen end ikke er parat til at diskutere og dokumentere, på hvilket grundlag man sender soldater af sted og udsætter befolkningen for den risiko, krigsdeltagelse rummer.

I STORBRITANNIEN må Blair stå til ansvar. I USA er Bush under hårdt pres, i takt med, at den amerikanske indsats i Irak kræver stadig flere ofre og synes stadig mere uoverskuelig. Herhjemme kører regeringen sit flertal med Dansk Folkeparti benhårdt - og tåler ingen kritiske spørgsmål.

Det formelle grundlag for den danske krigsdeltagelse er -som hvidbogen dokumenterer - pillet fra hinanden. Tilbage står den foruroligende kendsgerning, at hvis politisk vilkårlighed, løse fornemmelser , smalle flertal og manipulerende gætterier skal erstatte folkerettens spilleregler, er vi meget langt ude på et skråplan, hvor det bliver den stærkes ret, USA's skiftende magtpolitiske interesser og det globale anarki, der kommer til at råde.

DANSK FOLKEPARTI har i denne sag valgt side med regeringen. Det er ubegribeligt. I årevis ønskede partiet enhver dansk forsvarsindsats koncentreret omkring skanserne på Dybbøl. I dag afviser man en seriøs udredning af grundlaget for Danmarks aktive krigsdeltagelse i Irak.

Den modsatte holdning ville have skabt respekt - sagligt, fordi Pia Kjærsgaard hermed ville vælge åbenhed og demokratisk debat frem for hemmelighedskræmmeriet. Politisk, fordi partiet ville træde i karakter - vise, at man har sin egen integritet og et ansvar på linje med andre partier uden for regeringen.

DERUDOVER er statsministerens grove tilsidesættelse af offentlighedsloven stærkt kritisabel. Efter mere end to måneders passivitet har Statsministeriet den frækhed at meddele, at man nu vil begynde at se på de begæringer om aktindsigt, som Ekstra Bladet har indgivet vedrørende Irak-krigen og de danske beslutninger.

Loven bestemmer, at der skal svares inden ti10 dage. Det blæser Fogh højt og flot på. Fogh Rasmussen optræder hermed som en Peter Brixtofte i Farum, der også var helt ligeglad med paragrafferne.

Anders Fogh glemmer også, at det ikke mindst var Farum-sagen, der førte til nedsættelsen af den kommission, som nu under ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansens effektive ledelse skal lægge grunden til en ny offentligheds - og forvaltningslov. Dengang hyldede statsministeren åbenheden og gennemsigtigheden. Nu, hvor det rammer ham selv, smækker han døren i.

LØGNEN OM Irak-krigen er ikke kun en akademisk diskussion. Hver eneste uge dræbes soldater og civile i Irak. Med et stigende antal danske soldater i Basra er vi så aktivt med i denne konflikt som nogen. Derfor er grundlaget for krigen alt andet end ligegyldigt. Derfor er Ekstra Bladets hvidbog det nødvendige bidrag til den debat, regeringen helst vil lægge låg på.

Med venlig hilsen
Hans Engell
Adm. chefredaktør