Persondata politik

Thorning til topmøde: Jeg har rigtig god tid

Det bliver et langt EU-topmøde, forudsiger statsministeren, der vil blive ved, til den danske rabat er i hus

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.
Grønland - Seneste nyt
 

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) understreger allerede ved ankomsten til Bruxelles, at det bliver "et meget langt og vanskeligt" topmøde, når hun sammen med de 26 andre stats- og regeringschefer nu skal afgøre EU's budget for 2014-2020.

I EU-jargon måler man topmøder på antallet af skjorter, man bliver nødt til at have med - og statsministeren forsikrer, at hun er klar til et "meget langt møde".

- Jeg kan være hernede i rigtig lang tid, siger hun og tilføjer:

- Og så vidt jeg ved, kan man også købe skjorter her i Bruxelles, hvis der bliver brug for det.

Med i kufferten har Thorning også et krav om en dansk rabat på EU-kontingentet på en milliard kroner årligt. Det er hovedkravet, og statsministeren er parat til at nedlægge veto, hvis Danmark ikke får rabatten.

- Men man skal ikke gøre sig nogen illusioner - vi er alene om at kæmpe for vores rabat. Derfor er det vigtigt, at vi får sagt det meget tydeligt, siger hun.

Ud over rabatkravet forlanger Thorning et budget på højst en procent af bruttonationalindkomsten og en generel modernisering af EU-budgettet i en mere grøn retning.

De sidste to krav står Danmark ikke alene med. Flere andre lande kæmper også for et mindre budget, mens statsministeren erkender, at "det tynder noget ud" i støtterne til et moderniseret budget.

I løbet af torsdagen skal alle 27 stats- og regeringschefer til hver 10 minutters møde med EU-præsident Herman Van Rompuy til en sidste snak, før han kommer med sit endelige udspil til langtidsbudgettet.

Og Thornings strategi er klar:

- Jeg har tænkt mig at sige, at Danmark altid har været imod rabatter, men at vi ikke synes, at det er rimeligt, at skævheden over årene skal fortsætte.

- Det handler ikke om, at Danmark ikke vil være solidariske i EU - vi er stadig nettobidragydere. Men det er ikke retfærdigt, at Danmark skal betale for de andre rige landes rabatter.

Torsdag aften begynder topmødet formelt med en middag for de 27 EU-ledere.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Peter Roelsgaard Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik