Danmark er paradis for klima-svindlere

... og de scorer kassen: Fuskere bruger vores land som base for milliardsvindel med CO2-kvoter

Mens hele verden strømmer til Danmark for at redde klimaet, står det klart, at selv samme klima er mål for omfattende svindel for milliarder af kroner – og at den globale svindel har sit afsæt netop her i Danmark.

Svindlen sker ved handel med CO2-kvoter, og kvotesvindlerne har fundet en nem adgangsvej til det europæiske og internationale kvotemarked via det danske kvoteregister.

Registret administreres af Energistyrelsen under Klima- og Energiministeriet. Alle EU-lande og flere lande uden for EU har tilsvarende registre. Men det danske kvoteregister er langt det største i verden, hvad angår personlige kvoteregistreringer.

– Vi er vidende om, at der internationalt foregår svindel med moms. Det er derfor, vi i høj grad udveksler oplysninger med andre landes myndigheder, siger Reino Nielsen, chefkonsulent ved Skat og ekspert i momssvindel.

Kan ikke tjekke
Det danske register er en ladeport for svindel. I andre landes tilsvarende registre tager det op til tre måneder at blive godkendt.

I Danmark går det langt hurtigere, og der er kun nødtørftig kontrol med de registrerede oplysninger.

Ekstra Bladet har fundet konkrete eksempler, hvor folk har opgivet falske adresser, og hvor firmaer, der er under tvangsopløsning, ikke er blevet fjernet fra registret.

– Vi har ikke mulighed for at gå ind og undersøge de adresser, de opgiver, siger Anna Grethe Hjortkjær, kontorchef i Energistyrelsen.

– Men vi sender jo regningerne per post, og når de kommer tilbage ubetalte, eller hvis vi på anden måde bliver opmærksomme på unøjagtigheder, så bliver kontoen slettet.

Indtil for få måneder siden foregik svindlen i flere forskellige europæiske lande, men nu er en god del af aktiviteten altså tilsyneladende flyttet til Danmark.

Ni er anholdt i England i en sag om svindel for 8,23 milliarder kroner. Tilsvarende sager er under efterforskning i Frankrig og Holland.

Den britiske sag har sit udspring i det danske kvoteregister, og Skat har, som følge af svindelsagerne, nedsat en arbejdsgruppe, der følger alle transaktionerne i det danske register.

Det samlede omfang af svindlen er ukendt, men ifølge den hollandske statssekretær i Finansministeriet, de Jager, bliver der svindlet for milliarder af kroner.

– I samme sekund, der kommer statspenge ind i noget – det kan være velfærd eller klima – så er der folk, der kigger på sagen på en anden måde for at se, hvad de kan tjene på det, siger professor Ole Thyssen fra Copenhagen Business School.

– De tager en anden optik end den tilsigtede. De opdager nogle smuthuller. Vi kan konstatere, at klimaet i dag er blevet big business. Det er ikke kun et spørgsmål om at redde verden, men om forretning.

Stifter tomme selskaber
I juni blev de franske finansmyndigheder opmærksomme på den omfattende momssvindel på CO2-markedet og greb ind med et hastetiltag, der skulle stoppe svindlen. På det tidspunkt blev der omsat for mere end to milliarder kroner på den franske kvotebørs – om dagen.

Hvor stor en del af denne omsætning, der var svindel, vides ikke. Men umiddelbart efter, at Frankrig greb ind og stoppede momshullet, steg omsætningen på den hollandske kvotebørs med 49 procent.

Markedet for handel med CO2 er steget eksplosivt de seneste år og anslås i år at nå 675 milliarder kroner på verdensplan.

Kort efter det franske indgreb blev flere tomme selskaber stiftet i København og registreret som kvotehandlere.

De fleste af selskaberne har forbindelse til andre lignende selskaber i England, Tyskland og Frankrig.

Læs også

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste Nyheder
Hent flere
Mest læste i Nyheder
Hent flere