Enhedslistens gamle porcelænsstøber Jørgen Arbo-Bæhr var stadig ved at pakke
sine sager sammen, da Johanne Schmidt-Nielsen officielt overtog kontoret på
Christiansborg fredag formiddag.
- Jeg skal lige flytte ind. Det er noget med, at man skal vælge malerier og møbler, siger Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og byder ekstrabladet.dk på økocola i lokalet overfor.
Hun er både ny på Borgen og en af de yngste MF’ere.
Så ung, mente Bent Bendtsen åbenbart, at hun måtte være piccoline. Så før sidste partilederrunde bad han hende hente kaffe.
Bendtsen troede hun var piccoline
- Det siger noget om, at der
er behov for at gøre op med billedet af, hvad en politiker er og for at
sparke til kønsrollerne. For når Bent Bendtsen sender mig efter kaffe, gør
han det jo ikke, fordi han er ond. Men fordi, han ikke kan forestille sig,
at jeg er partileder, siger det 23-årige folketingsmedlem.
Før P3’s partilederrunde troede DR-folkene, at Johanne Schmidt-Nielsen var makeup-artist ...
Du har tidligere sagt til mig, at du ville gøre livet surt for Fogh, hvis du kom ind. Kan du overhovedet samarbejde med ham?
- Som udgangspunkt er vi nogle høflige mennesker i Enhedslisten. Men der er jo ikke så meget at blive enige om.
Nævn to politikere fra den blå blok, du ville gå på bar med.
- Jeg kender dem jo ikke ... måske Lars Løkke, tror du ikke, han er meget sjov? Og Connie Hedegaard. Men mest fordi jeg kom til at spilde en kop te ned over hende i partilederruden i P3. Så kan jeg godt give en øl.
Overlad ministerposterne til SF
Når nu Helle kommer til
magten, hvilken ministerpost skal du så have?
- Sådan som Socialdemokraternes politik ser ud lige nu, har vi det fint med at skulle stå uden for regeringen. Det med ministerposterne overlader vi til SF.
Hvad er din største frygt for dansk politik?
- Jeg mener det faktisk meget alvorligt, når jeg siger, at det er en katastrofe, at Dansk Folkeparti kan gå frem. Hvis udgangspunktet for de politiske beslutninger, vi træffer, bygger på frygt, så tror jeg ikke, vi træffer de rigtige beslutninger, siger den ny MF'er Johanne Schmidt-Nielsen til ekstrabladet.dk på sin første dag på Borgen.
