Persondata politik

SF dominerer valgkampen på nettet

SF fylder mest i det politiske landskab på nettet. Det kan give en fordel, men kræver, at politikerne bruger de nye medier rigtigt.

1 af 1

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.
Grønland - Seneste nyt
 

Hvis valget den 13. november bliver afgjort ud fra repræsentationen på nettet, ville SF være den store vinder.

Tal fra den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk viser nemlig, at SF'erne er mest aktive på nettet, hvad angår blogindlæg. Både inden valget blev udskrevet, og i disse første dage af valgkampen.

Ifølge SF-bloggeren, Jesper Laugesen, skyldes det, at man hos SF har været hurtigt ude.

- Jeg tror, en væsentlig forklaring er, at der er en del, især unge, SF'ere, som meget tidligt har taget nettet til sig som en naturlig del af deres liv. Ikke blot som tilskuere til medieudbuddet, men som aktive deltagere i for eksempel open source-projekter og lignende, fortæller han.

Samtidig mener han, at SF har været heldige i og med, at partiets 'first movers' har været folk med teknisk snilde, så de har kunnet sætte andre folk i værk og samtidig få andre til at se, at der var en mulighed for at trække folk med.

Laugesen bruger blandt andet sin blog til, både som privatperson og politiker, at kommentere på emner, som han finder interessante.

- En af fordelene er, at jeg ikke her behøver at udtale mig helt så skråsikkert og præcist som hvis man skriver et læserbrev eller et debatindlæg. Jeg føler, jeg har større frihed til at være i tvivl - og jeg bruger ofte mine blogindlæg som en del af en afklaringsproces, forklarer han.

SF er også, som mange andre partier, repræsenteret på sociale tjenester som for eksempel Facebook.

Autenticitet i stedet for mængde
Men en ting er at være til stede i debatten på nettet. Noget andet er at bruge de nye medier rigtigt.

Trine-Maria Kristensen er medejer af firmaet Social Square. Her rådgiver hun virksomheder og organisationer i blandt andet at blogge og gøre sig på sociale netværk. Hun mener, at politikerne generelt bør blive bedre til at bruge de nye medier.

- Så længe de ikke er rigtig til stede i det, så længe jeg ikke får et andet billede af dem og indblik i, hvad de tænker, så bliver betydningen ikke særlig stor. Det handler ikke om mængden, men autenticitet, siger hun.

En konklusion der ligger i tråd med, hvad andre tidligere har sagt til ekstrabladet.dk.

Trine-Maria Kristensen mener, at det på en måde er tilfældigt, at det lige er SF, der har taget teten, men dog alligevel ikke kun tilfældigheder.

- Man opdager, at ens venner er i gang, og så kommer man også selv i gang. På den måde er det måske tilfældigt. SF har været heldige, at der er nogle, der er gået tidligt i gang, og det har andre lagt mærke til. Men samtidig handler det jo også om at kunne se potentialet, og der har SF en kæmpe fordel.

Det tager tid
Trine-Maria Kristensen ser SF som nogle af de få, der har fået et godt tag i de nye medier.

- Lige præcis med SF er grunden til, at de er så store, at de rent faktisk bruger det til noget. De har som nogle af de få haft blogs imellem valgene, så de har også nogle diskussioner imellem valgene, og det har været med til at skabe netværk for dem, siger hun.

- Andre springer ud i det, når valget er udskrevet, og åbner en YouTube-kanal og en blog og håber så, at det går. Men alle, der bruger de tjenester ved, at det tager tid. Så for mange er tilliden og fortroligheden ikke opbygget endnu.

Hun mener, at politikere bør bruge nettet, mens der er ro, så det bliver gjort ordentligt, i stedet for at gøre det kort imellem møder og popularitetskonkurrencer på gaderne.

Blogs kontra plakater i lygtepæle
Jesper Laugesen føler sig da heller ikke 100 procent overbevist om, at nettet bliver afgørende.

- Om vores repræsentation reelt kommer til at få indflydelse på valget er lige så svært at svare på, som om plakaterne i lygtepælene gør det. Jeg tror, at det samlede mediebillede gør en forskel, siger han.

- At være til stede på nettet, også med en masse andre ting end traditionelle debatindlæg, gør, at vi måske får eksponeret vores politik overfor folk, som ikke læser Politikens debatsektion dagligt.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik