Persondata politik

Kinas nye kejser var i arbejdslejr

Xi Jinping er bomstærk efter at have gravet grøfter i to år

  • Med Xi Jinping har Kina fået en ny leder, der har vist, at han kan smøge ærmerne op. Foto: AP
« Forrige
Med Xi Jinping har Kina fået en ny leder, der har vist, at han kan smøge ærmerne op. Foto: AP
1 af 2
Næste »

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.
Grønland - Seneste nyt
 

Xi Jinping, 59, lærte arbejdsdisciplin på den hårde måde. Fra han var 13 til han var 15, var han anbragt i en arbejdslejr, hvor han i to år gravede grøfter. Det gjorde ham bomstærk, til en arbejdshest og rimelig beskeden.

På den 18. partikongres i det kinesiske kommunistparti blev han i nat til partiets generalsekretær. Til foråret bliver han Kinas præsident og senest i 2014 bliver han formand for det virkelige magtorgan, den stående militærkomité. Forgængeren Hu Jintao vil gerne beholde embedet, men Xi ventes at sende Hu på en hurtig pension.

Til fortællingen om Xi Jinping hører også, at han var svinedreng i Iowa. Det halve år som landbrugsstuderende på en farm lærte ham både engelsk og gav ham et bredere internationalt udsyn end nogen af forgængerne.

Naturlig arving til riget
Xi Jinping voksede op med en sølvske i munden. Han er en af de mange ’princelinger’, efterkommere af revolutionens helte, som betragter det som deres privilegium at regere Kina. Den holdning har Xi også, men han ved mere om fattigdom og hårde vilkår end resten af den nye ledelse.

– Jeg har ædt mere bitterhed end de fleste, siger Xi med et kinesisk udtryk.

I 1962, da Xi var ni år, faldt hans far, Xi Zhongxun i unåde hos formand Mao. Xi senior var hele sit liv forkæmper for liberale reformer, og han blev degraderet til fabriksarbejder for sin ulejlighed. Familien havde levet i det afspærrede regeringskvarter i Beijing med luksusvilla, stuepige, kok, chauffør, adgang til partiets butikker og russisk bil.

Fluer og dårlig mad
Det hele faldt fra hinanden, da faren blev tvangsflyttet, og den belæste Xi junior begyndte at stjæle bøger på bibliotekerne. Da kulturrevolutionen startede i 1966 blev familien splittet for alle vinde. Xi skulle ’genopdrages’, og den 13-årige dreng ankom til landsbyen Liangjiahe i en provins, hvor faren havde været guvernør.

Mødet med livet på landet var en chok for den privilegerede teenager, der ankom med en kasse bøger og blød hud på hænderne.

– Jeg kunne ikke udholde fluerne, den dårlige mad og markarbejdet, har han skrevet senere.

Anholdt som 13-årig
Xi flygtede efter få måneder tilbage til Beijing, hvor han hurtigt blev anholdt af politiet og sendt på arbejdslejr. Den ændrede ham. Da han som 15-årig kom tilbage til Liangjiahe vandt han bøndernes respekt på grund af sin fysiske styrke, han ligner stadig en amerikansk fodboldspiller i statur, sin arbejdsdisciplin og beskedenhed.

Myten fortæller stadig, at Xi kunne bære to sække hvede op over bjergkammen og ned i næste dal.

Trods partiets forfølgelse af familien søgte Xi søgte uafladeligt optagelse i partiet.

Han har senere sagt, at det var af overbevisning, men det var også et smart karrieretræk.

Tæt på militæret
Da faren blev rehabiliteret i 1978, kom der fart i Xis karriere. En af hans første poster var i den centrale militærkommission. Det har givet ham en tættere forbindelse til militæret, end andre ledere har haft.

De unge år har formet Xi. Han er blevet selvbevidst, så overbevist om sine egne styrker, at han ikke behøver at reklamere med dem. Han er gift med folkesangeren Peng Liyuan, der længe var mere kendt end manden, men de holder deres privatliv for sig selv i modsætning til f.eks. den styrtede Bo Xilai.

Fruen stopper karrieren
Det ventes, at Peng nu indstiller sin offentlige karriere for at blive Kinas førstedame. Parret har en datter, der studerer på det amerikanske universitet Harvard, men hun fører en langt mere tilbagetrukken tilværelse end f.eks. sønnen af den nnu styrtede Bo Xilai.

For udlandet bliver Xi en benhård forhandlingspartner, der gerne vil samarbejde, men kun på Kinas betingelser. Han er stadig kendt for et vredesudbrud i Mexico, hvor han meddelte, at han var træt af hævede pegefingre fra 'folk med fulde maver'.

- For det første, Kina eksporterer ikke revolution, for det andet, det eksporterer ikke sult og fattigdom, for det tredje blander vi os ikke i jeres anliggender.

Forlanger respekt for Kina
Xi forlanger respekt for Kina, men han har skaffet sig venner i vesten, f.eks. den tidligere amerikanske finansminister Hank Paulson eller vicepræsident Joe Biden.

Den nye generalsekretær er stærkt optaget af at udvide det kulturelle samarbejde med omverdenen, men det er ikke kommunismen, han vil udbrede. Det er Konfucius' tanker. Den gamle kinesske moralprædikant udformede sin moral for 2500 år siden. Han kræver respekt for samfundsordenen, respekt for forældre og for overordnede.

- Det er svært at være fattig uden at klage, men det er lige så svært at være rig uden at blive hovmodig, lyder et af hans udsagn.

Det kan betragtes som en venlig hilsen til de partifunktionærer, der hæmningsløst har pralet med deres rigdom.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mikkel Selin Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik