Fogh: Jeg fortryder intet

Sommerheden hænger tungt i stuerne i statsministerboligen Marienborg.

En embedsmand vimser omkring og sikrer, at alt er på plads. Han er ganske lidt fugtig om armhulerne, men i øvrigt topmålet af diskretion.

Og så kommer Fogh. Sommerbrun i kortærmet skjorte småløber han op ad trappen. Vi giver hånd.På vej ind til arenaen, hvor interviewet skal finde sted, er Fogh høfligheden selv. Venlig mand. Masser af overskud.

– Har du været på ferie? spørger han. Vi småsludrer om hans sommerhus i Frankrig, som han netop er vendt hjem fra, vejret, han skænker vand op, vi sætter os. Ansigt til ansigt.

Embedsmanden er forsvundet. Fogh er nu alene med Ekstra Bladet. En journalist, en fotograf, to kamerafolk med videokameraer.

Fogh lægger ud:

– Du vil vel vide, hvorfor vi gik ind i Irak i sin tid?

– Ja, lige præcis. Hvorfor gjorde vi det?

– Men så lad os starte med det.

– Nej, jeg vil egentlig gerne starte med det, som alle spørger mig om: Hvorfor åbner du døren for mig nu – efter så lang tid?

– Det er, fordi nu er der en ny situation. Fordi Danmark har trukket sine landstyrker ud og så bare har ladet et helikopterbidrag blive tilbage. Det er en ny situation, og det synes jeg er en naturlig anledning til at gøre status over den tid, vi har været der.

– Og du er så én af dem, der har spurgt! Så tænkte jeg, at så var det meget passende.

Vi griner.

Ekstra Bladet har bedt om det interview siden krigens start i 2003. Hundredvis og atter hundredvis af gange.

Faktisk har Fogh Rasmussen lovet et interview om Irak-krigen. Helt tilbage i januar 2004, da han deltog i Cavling-overrækkelsen for Ekstra Bladets og Dagbladet Informations artikler om hans beslutning om at deltage i invasionen af Irak.

Dengang gav statsministeren hånd og lovede, at ’det skulle vi nok finde ud af’.

Men så blev der stille.

I august 2005 begyndte Ekstra Bladet at rykke dagligt for interviewaftalen. Skriftligt. Med nye spørgsmål hver dag.

Sagen blev rejst politisk, og statsminister Anders Fogh Rasmussen kritiseret for blacklistning i spørgsmålet om krigen. Danmarks Journalistforbund kritiserede Fogh.

Det blev en sag i sig selv: Hvorfor ville Fogh ikke tale med Ekstra Bladet?

671 dage i træk blev der rykket for interviewaftalen. Ombudsmanden kom på banen den 1. juni i år med kritik af Statsministeriet for ikke enten at give et interview eller et gyldigt – et ’sagligt og konkret’ – afslag.

Det nægtede Fogh.

Men nu er der altså hul igennem. Endelig. 45 minutter har statsministeren stillet til rådighed til at svare på spørgsmål om Irak og om beslutningen om at deltage i invasionen af det fjerne ørkenland.

– Folk spørger, om du giver interview nu, fordi du vil udskrive valg snart, og at det er derfor, du lige skal have ryddet denne sag af vejen først.

– Nå? Næh. Som sagt er jeg lige kommet hjem fra sommerferie. Og det falder sammen med, at vi har trukket soldaterne ud af Irak. Så jeg synes, at det er en naturlig anledning nu. I vurderingen af, hvilke emner det var naturligt at kommentere på nu, så synes jeg, at Irak er et af dem.

– Men det er jeg kun glad for!

– Det håber jeg i hvert fald! Men som jeg har gjort det klart, så har jeg den grundopfattelse, at det er min frihed at bestemme, hvem jeg vil snakke med og hvornår. Understregningen af at jeg gør det her, det er, at det er ikke dig som journalist eller som person, der er et problem med, jeg vil bare insistere på min frihed til at bestemme, hvornår jeg synes, det er aktuelt at sige noget.

– Og nu synes jeg, at der er noget. En naturlig anledning. Og da du så flittigt har spurgt til sagen, så synes jeg, at det er naturligt at vælge dig ud.

Læs hele det lange interview og alle statsministerens svar i Ekstra Bladet i dag!