Indlæser...

Bitter valgkamp i Florida

Der er iskold luft mellem de republikanske topkandidater John McCain og Mitt Romney, der begge satser på at vinde Florida i nat

19:25, 29. jan 2008 | Mikkel Selin

Annonce

  • Oversæt / Translate
En meningsmåling fra Zogby viser, at John McCain fører marginalt over Mitt Romney med 35 mod 31 procents tilslutning. Rudy Giuliani og Mike Huckabee står begge til 13 procent. Forude venter braget på den såkaldte Supertirsdag den 5. februar. Her er der styrkeprøver mellem kandidaterne i 22 stater på en gang

Annonce

Annonce

ORLANDO, FLORIDA (ekstrabladet.dk): Mens vælgerne i dag gik til stemmeurnerne i Floridas primærvalg, begyndte de to førende republikanske kandidater at kaste smuds efter hinanden.

Florida er en nøglestat for de republikanske kandidater, og udsigten til et tæt opgør mellem senator John McCain og den tidligere guvernør Mitt Romney skabte spændinger mellem de to kandidater, der i forvejen ikke er bedste venner.

Romney startede balladen, da han kaldte sin modstander for lige så 'venstreorienteret' som demokraterne - et af de værste skældsord i det republikanske ordforråd.

En flipflopper
McCain, der er kendt for at elske et godt politisk slagsmål, svarede igen ved at portrættere Romney som en politiker, der konstant ændrer standpunkt – en såkaldt 'flipflopper'.

- Bare se på hans tid som guvernør. Han har været fuldstændig konsekvent. Han har konsekvent argumenteret for begge sider af alle vigtige emner, lød det ironisk fra McCain.

McCain og Romney ligger ifølge til flere meningsmålinger så tæt, at det er umuligt at forudsige, hvem der i nat dansk tid kan udråbes som vinder. Der er 57 delegerede på spil i solskinsstaten, og vinderen vil være favorit til at vinde den republikanske nominering.

Knald eller fald
Rudy Giuliani og Mike Huckabee er også at finde på stemmesedlen.

Der står især meget på spil for Giuliani. Den tidligere New York-borgmester, der ligger på en fjern tredjeplads i meningsmålingerne, har indikeret, at Florida er knald eller fald for hans præsidentkampagne.

- Vi skal nok vinde. Jeg tror ikke på meningsmålinger, sagde en optimistisk Giuliani i går til ekstrabladet.dk.

Blandt demokraterne står Hillary Clinton til en klar sejr over modstanderen Barack Obama. Men da Floridas demokratiske parti besluttede at afholde primærvalg tidligere end normalt, vil resultatet ikke tælle i det store regnestykke.

Annonce