Indlæser...

Barack Obama vælter sig i penge

Efter Super Tuesday har Illinois-sentoren på bare ét døgn fået over 15 millioner kroner i store og små bidrag til sin kampagne

16:18, 07. feb 2008 | Kate Bluhme

Annonce

  • Oversæt / Translate
De to rivaler fra USA's demokratiske parti står meget ulige i kampen om bidrag. (Foto: AP)
De to rivaler fra USA's demokratiske parti står meget ulige i kampen om bidrag. (Foto: AP)

Annonce

Annonce

Barack Obama fik på de første 24 timer efter Super Tuesday forleden ikke mindre end tre millioner dollar - over 15 millioner kroner - i sin valgfond.

Det oplyste den demokratiske Illinois-senators kampagnekontor torsdag.

Obama rider på en veritabel bølge af bidrag. De kommer fra rigtig store velgørere og fra små private donorer, som skyder penge i deres favoritkandidat over nettet. I løbet af januar kom der ikke mindre end 32 millioner dollar (163,7 millioner kroner) i kassen.

Hillarys topfolk giver afkald på løn
Barack Obamas rival til posten som demokraternes præsidentkandidat, New York-senatoren Hillary Clinton, har det knap så godt med kampagneøkonomien. Hun oplyste efter Super Tuesday, at hun havde skudt fem millioner dollar af sin private formue i kampagnekassen. Nogle af hendes højst placerede stabsmedlemmer har desuden frivilligt givet afkald på lønchecken for februar.

I 2007 gav Obama og Clinton alle andre bejlere til præsidentposten baghjul ved hver at rejse omkring 100 millioner dollar i kampagnekapital.

Fuld fart frem for Obama
Barack Obama, som på Super Tuesday vandt flere stater end Hillary Clinton, agter at bruge februar til et raid gennem en række af de stater, som holder primærvalg i månedens løb. Bl.a. Hawaii og Wisconsin. I dag, torsdag, gælder det Louisiana, som stemmer på lørdag.

Hillary Clinton, som vandt Super Tuesday i de store stater og dermed fik flest valgmænd med sig videre efter i tirsdags, har færre penge og mindre tiltro til sine chancer i februar-primærvalgene. Hun vil derfor koncentrere kræfterne om to andre store stater, Ohio og Texas, som stemmer 4. marts.

Strategen Clinton ser endog så langt frem som til Pennsylvanias valg 22. april. Staten har en stor andel af ældre vælgere, som Hillary Clinton formodes at have bedre tag i, end Barack Omaba har.

Annonce