Gennem sne og kulde for freden

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Bevæbnede med skilte med teksten ’Menneskerettigheder både i Tibet og Kina – NU’ og ’Stop terroren mod tibetanerne’ forsøgte de ca. 150 fremmødte danskere og eksiltibetanere mandag eftermiddag at trænge gennem den kinesiske lydmur. Men den store pastelblå ambassade lå tyst hen i snevejret.

- Vi har ikke kontakt med ambassaden, de smider som regel røret på, når vi ringer, forklarede Anders Højmark Andersen, formand i Støttekomiteen for Tibet, til ekstrabladet.dk.

Han sammenligner de kinesiske overgreb i disse dage med massakren på Den Himmelske Fredsplads i 1989.

- Vi skal kræve, at Kina øjeblikkelig holder op med at skyde på demonstranterne, og at de politiske fanger bliver løsladt, siger han.

Tibet blev invaderet og annekteret af Kina i 1949, og kæmpede frem til 1974 en modstandskamp, men gav siden op over for overmagten.

Kinas økonomi i vejen for demokrati

På grund af det nært forestående OL i Beijing er alle øjne rettet mod Kina.

- Men der er kæmpestore handelsinteresser på spil, og det forhindrer desværre, at meget af den kritik, vi havde håbet på, udebliver, siger Anders Højmark Andersen.

Bliver det værre, end det er nu?

- Ja, det kan det sagtens. Tibetanerne virker stærkt besluttede på, at de ikke vil finde sig i mere. Folk har nået en grænse.

Medicinteknikeren Palden Andersen, der er født i Tibet, tror ikke, det bliver værre under legene.

- Men måske op til OL, siger han.

Den 30-årige dansk-tibetaner står i sneen under et banner sammen de øvrige demonstrerende.

- Hvis man lægger pres på de enkelte landes regeringer, tror jeg, der er mange, der ikke vil dukke op (til OL, red.), siger Palden Andersen.

Den danske støttekomite har da også prøvet at råbe politikerne på Christiansborg op.

- Vi har støtte fra Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti, men mangler stadig støtte fra midten af dansk politik, siger Anders Højmark Andersen.

Mens sneen fyger op ad Øregaards Allé, og demonstranterne istemmer et taktfast ’Fri Ti-bet. Fri Ti-bet ...’, går Anders Højmark Andersen hen til ambassadens postkasse og afleverer støttekomiteens opfordringer til at indstille kamphandlingerne.