Cheflobbyist i Bruxelles fyret: Faldt for et simpelt e-mail-bedrag

Italiens pendant til DI har fyret sin EU-cheflobbyist, efter han faldt for et simpelt e-mail-bedrag

Chefen for Italiens industriforenings, Confindustrias, operationer i Bruxelles er blevet fyret. Det sker efter, at han faldt for et e-mail-bedrag og sendte et millionbeløb til en falsk konto.

Det skriver Politico.eu, der citerer flere italienske medier.

Ifølge Politico modtog chefen for Bruxelles-kontoret, Gianfranco Dell'Alba, en mail fra sin chef Marcella Panucci. Her bad hun ham om at overføre 500.000 euro - 3,7 millioner kroner - til en konto hurtigt.

E-mailen sagde samtidigt, at han ikke skulle ringe til hende, da hun ikke var til tilgængelig.

E-mailen var dog efter al sandsynlighed et bedrageri, da pengene gik til en falsk Confindustria-konto, der efterfølgende hurtigt blev tømt.

Politico skriver, at selv om der med al sandsynlighed er tale om det, der på dansk bliver kaldt "direktørsvindel", så har sagen skabt debat om, hvordan den magtfulde erhvervslobby bliver drevet.

Det undrer, at chefen for Bruxelles-kontoret kunne overføre så mange penge, uden at det skulle forbi andre, og hvordan det var muligt at hacke topledelsens e-mailkonti.

- Hvis det (Confindustrias udlægning af historien red.) passer, så er der mange mennesker, der skal fyres, noterer erhvervsjournalisten Giuseppe Turani ifølge Politico.

Confindustria står for "Confederazione generale dell'industria italiana" og er Italiens erhvervsorganisation. Den er ganske magtfuld, også i EU, hvor Gianfranco Dell'Alba er tidligere medlem af EU-Parlamentet.

"Direktørsvindel" er, når svindlere kontakter folk i virksomheder og udgiver sig for at være chefer. Herefter beder de medarbejdere om at overføre penge.

Fænomenet har også hærget i Danmark i en grad, hvor Syd- og Sønderjyllands Politi udsendte en generel advarsel før sommerferien.

- Flere og flere selskaber bliver udsat for såkaldt CEO-fraud eller Business Email Compromise (BEC), hvor kriminelle hacker en virksomheds mailkonto og begår bedrageri.

- Det sker i tilgift ofte, mens direktøren er på ferie eller rejse, så det er sværere at opdage svindelnummeret med det samme. Svindlerne har desuden ofte hacket sig frem til en række interne oplysninger, og derfor ser disse mails ofte troværdige ud, skrev Syd- og Sønderjyllands Politi.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen