NEW DELHI (Ekstra Bladet): Statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) barske
ord i nytårstalen om ’at de fede år ligger bag os’ og hendes dystre
forudsigelser om, at hver en mønt skal vendes i de kommende kriseår gælder
tilsyneladende kun landets i forvejen hårdt ramte skatteborgere.
De dyre, danske diplomater med hang til luksus kan fortsætte festen rundt om i verden med gratis kæmpe boliger og skyhøje lønninger. Alt er som i de gode gamle dage.
Derfor kan Danmarks ambassadør i New Delhi, Freddy Svane, de næste mange år læne sig tilbage og nyde udsigten til poolen i sin pragtvilla. Boligen ejes af den danske stat og har en beliggenhed langt fra Delhis slum, bilos og de tusindvis af larmende knallert-taxaer.
Strandvejen er peanuts
Ambassadør Svane residerer midt i Delhi deluxe på storbyens mest attraktive
allé. 'Billionaires Boulevard' kaldes den populært –.milliardærernes
boulevard.
Her i kvarteret er huspriserne nået op i en størrelse, der vil få selv ejerne af Strandvejs-villaerne hjemme i Danmark til at løbe skrigende bort.
Således er ambassadørens chefbolig i dag hele 320 millioner kroner værd. Det vurderer flere ejendomsmæglere i Delhi over for Ekstra Bladet.
Værdien af den danske embedsbolig løber op i det astronomiske beløb, fordi grunden med sine 3689 kvadratmeter må siges at være pænt stor. Samtidig er kvadratmeterpriserne i velhaverkvarteret på himmelflugt.
Prominent område
- Prisen ville være 16.000 dollar per kvadratmeter. (Cirka 86.000 kroner per
kvadratmeter, red.) Prisen er høj, fordi det er i det område, Indiens mest
prominente folk bor, forklarer ejendomsmægler Rakesh Nanda.
Han er i direktør i Nanda Buildtech og kender både området og grunden, hvor den danske residens ligger.
Med den kvadratmeterpris kan den danske ambassadørbolig i Delhi deluxe altså sælges for en opsigtsvækkende pris på 320 millioner kroner, hvis ellers Udenrigsministeriet var interesseret i at komme af med herligheden.
Alligevel er der ingen planer om at score gevinsten til statskassen.
- Snakken om krise er nemlig ikke nået til Delhi deluxe, hvor ambassadøren fortsætter festen på første klasse.
LÆS MEGET MERE OM SAGEN I EKSTRA BLADET SØNDAG.
Ekstra Bladet vil den kommende tid give statsministeren gode forslag til, hvor hun kan finde pengene uden at ramme de svageste. Og hvordan politikerne selv kan gå forrest med et godt eksempel.
Vi har allerede anvist, hvordan hun kan tage socialhjælp på 3,4 mia. kroner fra de rigeste.
Har du andre gode spareforslag? Så mail dem til 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (alm takst)
