Pia Kjærsgaard træder tilbage som formand for Dansk Folkeparti og peger på
Kristian Thulesen Dahl som sin afløser, skriver Berlingske.
Pia Kjærsgaard har været formand for Dansk Folkeparti i 17 år, og Folketingsgruppen blev orienteret sent tirsdag aften.
En snæver kreds af fortrolige har været bekendt med det planlagte magtskifte gennem den syv måneder lange planlægningsfase.
Det har været afgørende for Pia Kjærsgaard at træde tilbage med værdighed.
Læs også: Engell: Derfor går Pia
- Jeg har oplevet så mange gange, at en partiformand er gået på en dårlig måde. Enten er blevet gået, tvunget ud, eller har tabt et valg efter en kanondårlig valgkamp. Så har jeg tænkt, at det skal aldrig overgå mig, siger Pia Kjærsgaard i et interview med Berlingske.
Hun fortsætter på en ny post som 'værdiordfører' og stiller op ved næste Folketingsvalg.
Hendes afløser, 43-årige Kristian Thulesen Dahl, skal vælges af medlemmerne på partiets årsmøde i september.
