SF har fredag eftermiddag offentliggjort de officielle stillerlister for både
Astrid Krag og Annette Vilhelmsen, der stiller op til formandsvalget i
regeringspartiet.
Og der er stærke støtter at finde bag både Krag og Vilhelmsen - uden der dog er store overraskelser at hente.
Læs Også: Se også: Engell: Det er kun begyndelsen på et kæmpe drama i SF
Bag Astrid Krag står store dele SF's ministerhold - dog ikke udenrigsminister Villy Søvndal der forholder sig neutral. Men både Ida Auken, Thor Möger Pedersen og Pia Ohlsen Dyhr støtter op om Astrid Krag. Herudover findes stærke SF'ere fra fagbevægelsen samt lokalpolitik. Bl.a. Lise Müller fra Region Hovedstaden.
Annette Vilhelmsens støtter er sammensat af flere folketingsmedlemmer, herunder afgående gruppeformand Pernille Vigsø Bagge, Anne Baastrup og Karina Lorentzen. Derudover er partiets nestor, Aage Frandsen, samt tidligere gruppeformand, 82-årige Ebba Strange, også at finde på stillerlisten.
Læs Også: Se også: Engell: Forventeligt med ministerstøtte til Krag
Der er også støtte fra den ellers knap så Vilhelmsen-tro SF-landsledelse. Bl.a. Peter Westermann, tidl. MF, støtter op om udfordreren til formandsposten.
SF's nye formand offentliggøres på et særligt partikonvent 13. oktober. SF's medlemmer skal nu afgive deres stemme i urafstemningen enten via brev eller online de næste uger.
