Flere gange under dagens afhøringen i skattesagskommissionen kom
skattedirektør i København Lisbeth Rasmussen ind på, at tidligere
skatteminister Troels Lund Poulsen havde blandet sig i Thorning og Kinnocks
skattesag.
Læs: Se også: Skattedirektør slår fast: Troels Lund pressede på
Læs også: Se også: Kommission undrer sig over hemmelighedskræmmeri om Corydon
Men mest konkret blev det, da Lisbeth Rasmussen mod slutningen af afhøringen pludselig bragte et hidtil ukendt møde på banen.
Det drejer sig om et frokostmøde d. 16. marts i år, hvor fire af skattesagens absolutte hovedpersoner deltog. Til stede var tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft, produktionsdirektør i Skatteministeriet Steffen Normann Hansen, øverste direktør i Skat København Erling Andersen samt Lisbeth Rasmussen.
Udleverede afgørelsen
Over en frokost var det ifølge Lisbeth Rasmussen planen, at de skulle
diskutere, hvordan pressen skulle håndteres, når skattesagskommissionen
begyndte sit arbejde. Desuden så de fire tilbage på det hektiske forløb i
forbindelse med afgørelsen på Thorning-Kinnocks skattesag i midten af
september 2010.
Pludselig begyndte Peter Loft at komme ind på et par kontroversielle emner, fortæller Lisbeth Rasmussen.
- Han fortæller, at det var ham, der udleverede kendelsen til ministeren (Troels Lund Poulsen, red.), siger Lisbeth Rasmussen.
Voldsomt pres
Men ikke nok med det:
- Derefter siger han, at han ikke synes, at han var blevet voldsomt presset under sagen, men at han følte sig voldsomt presset af ministeren i løbet af weekenden.
Den pågældende weekend er d. 18. og 19. september 2010 - dagene efter, at afgørelsen i skattesagen havde frikendt Kinnock.
På den måde sætter Lisbeth Rasmussen fingeren på, at Troels Lund Poulsen efter alt at dømme ikke var tilfreds med afgørelsen. Det har den tidligere Venstre-ministre ellers kategorisk afvist skulle være tilfældet, da han tidligere på året blev afhørt i skattesagskommissionen.
