Finanslov: Penge til tusindvis af fleksjob

Regeringen og EL vil skaffe flere fleksjob. Ofre for nye dagpengeregler sikres ikke forsørgelse i hele 2013

En jobpakke til lidt over en milliard kroner til næste år er hovedstenen i den finanslovaftale, som regeringen og Enhedslisten søndag ventes at indgå, skriver Politiken.

Elementer i beskæftigelsesaftalen er kommet frem de seneste dage - blandt andet uddannelse til ledige, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet.

Men nu står det klart, at aftalen også skal skaffe 13.500 ekstra fleksjob over tre år. Det fortæller Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, til Politiken.

- Vi skal ikke ud og foregøgle nogen, at vi nu har løst problemet med det rummelige arbejdsmarked. Men her er der et godt instrument, siger Finn Sørensen.

Indsatsen for flere fleksjob udgør 195 millioner kroner af den afsatte milliard.

Pengene til fleksjob er blandt andet øremærket til at ansætte mindst to såkaldte fleksjobambassadører i hver af landets 98 kommuner. De skal skaffe arbejde til mange af de 17.000 fleksjobbere, der står uden for arbejdsmarkedet.

Enhedslisten får imidlertid ikke opfyldt sit altoverskyggende mål med finansloven: at sikre forsørgelse i hele 2013 til de op mod 16.000 mennesker, der står til at falde ud af dagpengesystemet efter nytår.

Finanslovens bud på en løsning af det prekære problem bliver ifølge Politikens oplysninger, at ledige, der står til at ende med nul kroner i indtægt, får tilbudt op til et halvt års uddannelse med tilhørende kontanthjælpssats.

Derudover er der i aftalen en såkaldt musehulsklausul om, at parterne på ny skal tage bestik af situationen i maj.

Den løsning skuffer medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten Jens Otto Madsen, der som medlem af den såkaldte følgegruppe har været tæt på forhandlingerne om finansloven.

- Vi vil ikke gå ud og rose den aftale. Finansloven er alt for blå, og vi vil heller ikke sige, at vi har kunnet stå fast på det ultimative krav. Men det er det bedst mulige, vi har kunnet opnå, siger Jens Otto Madsen til Politiken.

Seneste Ekstra Bladet job

Seneste i Dansk Politik

Hent flere

Seneste Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.

Få EKSTRA overblik

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør lige nu:Christina Ehrenskjöld
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen
Udgiver:JP/Politikens Hus A/S
Alt på ekstrabladet.dk