Möger: Enhedslisten forpassede rød reform

Enhedslisten havde en rød skattereform i hånden, men øgede kravene, siger skatteminister Thor Möger Pedersen

  • (Foto: Carsten Andreasen)
(Foto: Carsten Andreasen)

Enhedslisten kunne let have fået en rød skattereform med regeringen, men øgede hele tiden kravene ved at føre overbudspolitik, så regeringen slog til, da muligheden bød sig med Venstre og De Konservative.

Det siger SF's skatteminister Thor Möger Pedersen dagen efter, at regeringen indgik skatteaftalen med de borgerlige frem for med sit nu rasende parlamentariske grundlag.

- I den sidste uge har Enhedslisten haft mulighed for at indgå en aftale med regeringen. Det betød, at vi tog en langsommere stigning for kontanthjælp og dagpenge ud. Men Enhedslisten har hele tiden rejst yderligere krav, siger han.

- Regeringen har forsøgt konstruktivt at imødekomme dem. Desværre har Enhedslisten på intet tidspunkt bidt til bolle og lukket. Det er ærgerligt. Jeg havde gerne set en aftale med Enhedslisten, fortsætter Thor Möger Pedersen.

Regeringen har ifølge skatteministeren været klar i "mange dage med mange tilbud" til Enhedslisten om en rød skattereform.

Möger frygter ikke, at regeringen har skudt sig i foden med en blå skattereform, når folkesocialister og socialdemokrater havde foretrukket liste Ø.

Spørgsmål: - Havde du hellere set en aftale med Enhedslisten end med Venstre og De Konservative?

- Det er vigtigere, hvad en aftale er, end hvem vi laver den med. Det havde været godt med en aftale med Enhedslisten, men jeg er rigtig tilfreds med den aftale, som ligger nu, siger Thor Möger Pedersen.

VK har ifølge ministeren droppet krav om 'ufinansierede skattelettelser til de velstillede'. Rentefradraget forringes ikke, men regningen betales ved besparelser i forsvaret, siger skatteministeren.

- Det er et udmærket bytte, siger Thor Möger Pedersen.

SF's landsledelse mødes søndag, og SF Randers kræver partiet ud af aftalen.

- Jeg forstår godt, at mange SF'ere gerne havde set en aftale med Enhedslisten. SF's opgave er at trække skattepolitikken i en solidarisk retning, siger han.

Seneste Ekstra Bladet job

Seneste i Dansk Politik

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.

Få EKSTRA overblik

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør lige nu:Mikkel Selin
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen
Udgiver:JP/Politikens Hus A/S
Alt på ekstrabladet.dk