EL: Sohns lønforslag kvæler venstrefløjen

Danskerne må affinde sig med lavere løn, mener den tidligere erhvervs- og vækstminister. Enhedslisten raser

Den tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) har for kort tid siden forladt sit ministerkontor. Nu kommer den tidligere minister så med en klar melding til danskerne: Det er nødvendigt med et markant lavere løn- og skatteniveau i Danmark.

- Under den forrige regering mistede vi 20 procent af lønkonkurrenceevnen. Det er klart, at det er destruktivt for dansk erhvervsliv. Det skal der rettes op på, siger Ole Sohn i et interview med Børsen.

Den tidligere minister argumenterer ligesom de borgerlige partier for, at det danske lønniveau skader konkurrenceevnen - og at danskerne derfor må ned i løn. Samtidig vil Ole Sohn have skatten sat ned, så det kan betale sig at arbejde.

Ole Sohn har tidligere sagt til Ritzau, at det er nødvendigt at forbedre konkurrenceevnen i Danmark.

- Det er simpelthen hovedopgaven for en venstreorienteret regering at sikre sig, at det kan betale sig at producere i Danmark, sagde han i oktober.

Forslaget vækker dog ikke ligefrem glæde hos Enhedslisten. Partiets medlem af finansudvalget Stine Brix er lodret uenig og advarer om, at Ole Sohns forslag vil true netop det, der gør den danske økonomi stærk.

- Det er rigtigt, at der i de seneste år er nedlagt mange job i Danmark. Men det skyldes ikke danske skatter og afgifter, skriver Stine Brix i en pressemeddelelse.

- Det skyldes den internationale økonomiske krise, som har ført til et markant fald i efterspørgslen både herhjemme og på eksportmarkederne. Også i lande med langt lavere skat end Danmark bliver der nedlagt tusindvis af arbejdspladser.

Ud over at true grundlaget for et stærkt velfærdssamfund vil Ole Sohns forslag ifølge Enhedslisten betyde voksende ulighed:

- I øjeblikket bliver de rigeste både i Danmark og i resten af verden rigere og rigere. Det er ikke rimeligt, at almindelige lønmodtagere skal betale hele regningen for krisen, mener Stine Brix.

På Facebook er politikerens bedømmelse af Sohns udspil ikke til at tage fejl af:

- Ole Sohn kvæler venstrefløjen indefra med sin udmelding om, at lønnen og skatten skal ned i Danmark, skriver Stine Brix.

Seneste Ekstra Bladet job

Seneste i Dansk Politik

Hent flere

Seneste Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.

Få EKSTRA overblik

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør lige nu:Ulrik Bachmann
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen
Udgiver:JP/Politikens Hus A/S
Alt på ekstrabladet.dk