Blå blok advarer om politisk brokollaps

Splid om finansiering kan spolere forhandlinger om ny Storstrømsbro. Regeringen er arrogant, mener Venstre

Forhandlingerne om en ny Storstrømsbro er ved at drukne i uenigheder mellem regeringen og den borgerlige opposition inden et afgørende forhandlingsmøde torsdag.

Venstre anklager direkte regeringen og transportminister Henrik Dam Kristensen (S) for at opføre sig uklogt og arrogant i forhandlingsforløbet.

Og med et fælles brev til ministeren slår trafikordførerne for Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative fast, at de ikke vil acceptere regeringens oplæg til finansieringen af broen.

- Det kan ikke nytte noget, at regeringen i et finanslovudspil spiller ud med, at så skal vi have en ny Storstrømsbro, og det finansierer vi med infrastrukturfonden, som er forligsbelagte midler.

- Det er ikke nogen venlig handling fra en regering og heller ikke nogen klog handling, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Tidligere forhandlingsmøder har kun skilt vandene endnu mere, når det gælder det altafgørende spørgsmål om, hvor de 3,9 milliarder kroner til den nye bro skal findes på trafikbudgettet.

Regeringen vil bruge tiloversblevne midler fra indkøb af nyt signalsystem til jernbanerne, som nu er gået tilbage i infrastrukturfondene.

De borgerlige partier vil derimod bruge infrastrukturfonden til at finansiere vejprojekter som en ny bro over Roskilde Fjord, udvidelse af Køge Bugt motorvejen og en udvidelse af den fynske motorvej.

I stedet vil de lade trafikanterne på den planlagte bro over Femern Bælt til Tyskland betale regningen for Storstrømsbroen ved at forlænge tilbagebetalingstiden på Femern-projektet med forventeligt seks år.

Kristian Pihl Lorentzen vil heller ikke afvise, at striden kan ende med, at parterne må gå fra hinanden og så vende tilbage til forhandlingsbordet på et senere tidspunkt,

- Hvis regeringen fortsat afviser vores andres holdninger og vil være arrogant, så ser det noget tungt ud.

- Det, der er målet, er at Storstrømsbroen er færdig i 2021, så vores tidspres er ikke så stort. Der er altså ni år til, så vi skal nok nå det, siger han.

Seneste Ekstra Bladet job

Seneste i Dansk Politik

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.

Få EKSTRA overblik

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør lige nu:Steffan K. Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen
Udgiver:JP/Politikens Hus A/S
Alt på ekstrabladet.dk