Løkke vidner i endnu en kommissionssag

Venstres formand, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, indkaldes nu til afhøring i endnu en kommissionsundersøgelse - det samme er hans forgænger, Anders Fogh Rasmussen

Det bliver en travl vinter for Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. Oppositionslederen skal i forvejen afhøres i skattesagskommissionen, der undersøger myndighedernes behandling af statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattepapirer. Og nu kommer turen til den såkaldte statsløse-kommission, der efter alt at dømme indleder vidneafhøringerne til december.

Kommissionen har i alt indkaldt 43 vidner til afhøring, og med på listen er også Lars Løkkes partifælle og forgænger på statsministerposten, nuværende Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.

Se hele listen her

Ligesom Løkke var han regeringsleder, mens det nu nedlagte Integrationsministerium efter eget udsagn administrerede i modstrid med to FN-konventioner om statsløse menneskers ret til statsborgerskab.

Ud over de to tidligere statsministre skal tre forhenværende integrationsministre fra Venstre - Bertel Haarder, Rikke Hvilshøj og sagens absolutte hovedperson Birthe Rønn Hornbech - i vidneskranken.

Hornbech blev fyret som minister 8. marts sidste år efter at have afleveret sin redegørelse for den årelange misforvaltning i ministeriet til daværende regeringschef, Lars Løkke Rasmussen.

Ministeriet har erkendt, at der er sket fejl ved at nægte statsløse mennesker det statsborgerskab, de ifølge FN-konventionerne havde ret til.

Rønn Hornbech har selv sagt, at hun i 2008 første gang fik nys om det vildspor, som ministeriet var ude på. Men først i 2010 informerede hun Folketinget uden i mellemtiden at ændre praksis.

Kommissionen blev nedsat under den tidligere regering, og i mellemtiden har kommissionens medlemmer indsamlet op mod 60.000 dokumenter, som skal danne bagtæppe for den lange række af vidneafhøringer.

De ventes afsluttet i juli 2013, oplyser kommissionens formand, landsdommer Peter Buhl.

Seneste Ekstra Bladet job

Seneste i Dansk Politik

Hent flere

Seneste Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.

Få EKSTRA overblik

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen
Udgiver:JP/Politikens Hus A/S
Alt på ekstrabladet.dk