Persondata politik
Dansk politik

Sass blæser til angreb med ny netavis

Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, og tidligere chef i 3F har åbnet netavis, hvor top-politikere anonymt kan levere kontroversielle historier fra Christiansborgs kulisser

  • Henrik Sass er en af mændene bag ny netavis (foto: Bjørn Stig Hansen, Polfoto)
Henrik Sass er en af mændene bag ny netavis (foto: Bjørn Stig Hansen, Polfoto)
1 af 1

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.
Grønland - Seneste nyt
 

Han er ikke bleg for at levere de dybe politiske stød - det måtte Johanne Schmidt-Nielsen blandt andre sande i løbet af sommeren.

Læs: Sass i angreb: Enhedslisten undergraver os

Men nu optrapper den socialdemokratiske bulldog Henrik Sass Larsen den ideologiske kamp.

Sammen med den tidligere kommunikationschef for 3F Palle Smed er han således manden bag en spritny netavis opkaldt efter grundlæggeren af den socialdemokratiske arbejderbevægelse, Louis Pio.

Her skal Sass og Smed - sammen med deres meningsfæller - skyde med skarpt. Og når tingene bliver en tand for kontroversielle, står pseudonymet Louis Pio til rådighed, så man slipper for at lægge navn til.

Det er dog vigtigt for Palle Smed, at sidens indhold ikke kan betragtes som 'sladder', så efter at ekstrabladet.dk betegnede netavisen som en 'sladderspalte' har han ændret beskrivelsen af pseudonymet fra:

'Louis Pio er pseudonym for en eller flere skribenter, som beretter om hvad der faktisk tænkes og siges bag kulissen på Christiansborg.'

Så der nu i stedet står:

'Louis Pio er pseudonym for en eller flere skribenter, der sætter den politiske dagsorden bag murene på Christiansborg i perspektiv.'

Svært at stå frem
Palle Smed forklarer over for ekstrabladet.dk, hvorfor pseudonymet bliver taget i brug:

- Vi ved, at der er gode og dygtige kræfter - ikke mindst på Christiansborg - som vil have svært ved at stå frem og skrive i deres eget navn.

- Når I tillader folk at skrive under et pseudonym, er det så ikke at åbne en ladeport for spekulationer, som folk ikke vil stå ved?

- Nu bliver siden jo redigeret, så jeg er ikke bange for, at vi ikke kan styre det, siger Palle Smed, der fortæller, at 'Louis Pio' kommer til at optræde en gang om ugen - 'med mindre der opstår ekstraordinære situationer.'

Mange vil stå for skud
Ifølge Palle Smed har netavisen været støbeskeen nogle måneder.

- Da Henrik havde en grå tid på bagerst række i Folketinget sidste vinter, og jeg havde havde sagt mit job op som kommunikationschef i 3F, så snakkede vi om, om tiden ikke var inde til at etablere en platform som den her, siger han og forklarer om idéen med hjemmesiden:

- Der er mange, der vil stå for skud. Vi ser to fronter: En front på den yderste venstrefløj med folk, der drømmer om en revolution og nationalisering af banker og store virksomheder. Og så ser vi især en front på den modsatte side, som alt for længe har fået frit spil i debatten. Det har motiveret os til at sætte det her projekt i søen.

- Du kan godt have en forventning om, at vi skriver nogle kontroversielle ting, slår Palle Smed fast.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik