Chok-rapport afslører øko-landmænd: Så syge er Dans øko-grise

Økologiske svin har ligeså mange skader som konventionelle, afslører ny rapport

Arkivfoto: PR-foto
Arkivfoto: PR-foto

’Hvis man går op i miljø, sundhed og dyrevelfærd er det en god ide at vælge danske fødevarer - specielt hvis man køber økologi.’

Med sådanne forherligende udsagn har fødevareminister Dan Jørgensen (S) igen og igen reklameret for, at økologi er lig med høj dyrevelfærd.

Men Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at ministerens raske og glade økologiske grise er knap så glade endda.

Betændte sår efter afbidte haler og kroniske betændelser i hjertesække, led, bughinder og knogler er nemlig sygdomme, som hyppigere forekommer hos økologiske og frilands slagtesvin, end de gør hos konventionelle slagtesvin.

En hidtil hemmeligholdt rapport, som er lavet af forskere fra landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer, afslører, at 39 procent af alle slagtesvin har tegn på tidligere sygdom og skader, når de ankommer tilslagteriet. Uanset øko-stempel eller ej.

Således har forskerne undersøgt 201.160 økologiske og Frilands slagtesvin og 1,2 millioner konventionelle slagtesvin på Danish Crowns slagteri i Herning. Og for første gang er de nu gået i detaljer omkring, hvilke tegn på tidligere sygdom og skader svinene har, når de ankommer til slagteriet.

Ekstra Bladet har vist rapporten til Peter Sandøe, professor i bioetik på Københavns Universitet. Han har flere gange lavet forskning, der har været støttet af landbruget, men han har ikke haft noget med denne rapport at gøre. Han mener, at resultatet er klart:

- Man skulle forvente, at de økologiske grise var mindre syge, fordi de starter ude i naturen, og så skulle de eksempelvis få færre luftvejslidelser og mindre lungebetændelse. Og når de kommer ind senere i deres liv, skulle man også tro, at de havde mindre af disse sygdomme, fordi de har mere plads og går færre sammen. Men undersøgelsen viser, at de stort set har samme niveau af infektioner. Forbrugerne snyder sig selv, hvis de tror, at økologi er lig med 100 procent lykkelige dyr, siger Peter Sandøe.

Samtidig viser tal, at hver tredje økologiske svin dør, inden det når slagteriet.

- Det store budskab er, at økologisk produktion af svin har sin pris. Det ved vi også på andre punkter, hvor pattegrisdødeligheden eksempelvis er 50 procent højere i den økologiske svineproduktion end i den konventionelle. Når jeg har valget køber jeg selv friland eller økologisk, men man må se i øjnene, at den alternative svineproduktion ikke er perfekt, siger Peter Sandøe.

Den mest almindelige sygdom blandt grisene er ar efter lungehindebetændelse, som 19 procent af de økologiske og frilandsgrisene har og 24 procent af de konventionelle har. Men ud af 21 sygdomme er økologiske og frilandsgrisene højest repræsenteret i 13 af sygdommene.

Lis Alban er en af forskerne bag rapporten. Hun er samtidig chefforsker hos Landbrug & Fødevarer. Hun fortæller, at rapporten kan bruges til at finde ud, hvordan disse skader undgås:

- Man kan bruge undersøgelsen til at gå ind og kigge i dybden på, hvorfor skaderne er kommet, og hvordan de kan undgås, siger hun.

En del af disse skader kan behandles med antibiotika, men hvis en økologisk landmand har behandlet et dyr én gang med antibiotika, mister han det økologiske tillæg, hvis han behandler dyret én gang til. Lis Alban vil ikke afvise, at nogle af disse skader kunne være undgået ved brug af antibiotika.

- Det kunne det givetvis, men det er noget af det, som jeg synes, at vi skal ind og kigge på, siger hun.

Dyrlæge Birgitte Damm fra Dyrenes Beskyttelse har læse rapporten. Hun erkender, at øko-svin har problemer.

- Undersøgelsen gør opmærksom på problemer, man må komme til livs, siger hun.

Dan Jørgensen indrømmer øko-problemer

- Hvad er din kommentar til, at knap 40 procent af øko-svin har skader?

- Tallet er for højt. Der skal gøres mere for at nedbringe problemerne. Dyrevelfærden skal være bedre, siger Dan Jørgensen, fødevareminister (S).

- Hvorfor påstår du, at økologi er lig med højere dyrevelfærd?

- Jeg har interesseret mig for økologi i 10 år, og fulgt videnskaben. Der er ingen tvivl om, at økologiske grise har bedre dyrevelfærd end konventionelle. At påstå det modsatte svarer til at sige, at klimaforandringer ikke er menneskeskabte.

- Hvad vil du sige til folk, der synes, du forherliger økologi men glemmer at nævne problemerne?

- Jeg har mange gange sagt, at økologien har nogle udfordringer, der skal gøres noget ved. Der er dyrevelfærdsproblemer i økologien, men dyrene har det betydeligt bedre end i det konventionelle. Det skyldes især, at disse intelligente dyr får mulighed for at udøve deres normale adfærd uden at være fastspændt.

- Men hvad hjælper det, at økogrisen har frihed, hvis den halter rundt med smerter fra brækkede ribben?

- Økologi skal markedsføres på dyrevelfærd, så det ikke godt nok, at der faktisk er nogle dyrevelfærdsproblemer. Derfor har jeg som minister sat forskningsmidler af til at finde løsninger.

Landbruget: Det lyder voldsomt

- Et incitament for de økologiske landmænd til ikke at give antibiotika er økonomi. Hvad synes du om det?

’Økonomi må selvfølgelig ikke stå over dyrevelfærd. For økologerne er dyrevelfærd et vigtigt parameter. Naturligvis må en økolog tage de nødvendige forholdsregler og behandle dyret, hvis det er sygt. Det forventer jeg sker, både i økologisk, frilands og konventionel produktion,’ skriver Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, i et skriftligt svar, der er sendt til Ekstra Bladet via presseafdelingen.

- I det hele taget kunne mange af disse skader være undgået, hvis de økologiske landmænd havde givet antibiotika. Hvad synes du om det?’

’Om det lige netop er manglende behandling eller ej, vil jeg ikke gøre mig klog på. Nu ser vi nærmere på de enkelte bemærkninger i undersøgelsen. Derefter ser vi på, om der skal ændres noget i vores rådgivning til de økologiske producenter.

- Hvad vil landbruget gøre for at komme dette problem til livs?’

’Vi kommer selvfølgelig til at granske denne undersøgelse grundigt, så vi sikrer, at alle grise, der har behov for behandling, bliver behandlet. Jeg forventer, at Fødevareministeriet også vil bruge undersøgelsen til at sætte fokus på dyrevelfærden – også i den økologiske produktion.’

- Generelt har 40 procent af alle svin skader, når de ankommer til slagteriet. Hvad siger du til det?

’Det lyder selvfølgelig voldsomt. De bemærkninger der er på slagtesvinene skyldes i mange tilfælde ting, der er sket tidligere i grisens liv - for eksempel en lungeinfektion, som for længst er overstået. Den viden kan vi bruge til at lave et bedre forebyggende arbejde ude i besætningerne.’

Hvorfor køber du økologisk?

Se resultat

Hvorfor køber du økologisk?

Din stemme er modtaget

Vis afstemning

Fejl

Der skete desværre en fejl, prøv igen senere.
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen