Da Tülay Bag blev smidt foran Rigshospitalet og døde

Jeg kan huske, da Tülay Bag blev smidt foran Rigshospitalet af sin ægtemand, der havde knivstukket hende syv gange, og jeg bagefter sad hjemme hos Tülays søster:

’Gift jer aldrig for tidligt og aldrig med familie,’ sagde søsteren Yeter Tas. Hun bad mig citere det i avisen.

Et tyrkisk kusine-fætter ægteskab var endt ulykkeligt. Tülay døde, 21 år gammel. Og jeg satte mig for sammen med kollega, Olav Hergel, at afdække omfanget og konsekvenserne af tvangsægteskaber i Danmark.

Det er femten år siden. Jeg kom til at tænke på det i forbindelse med TV2-dokumentaren ’Moskeerne bag sløret’. Den brutale fundamentalisme – hvad enten den er kulturelt, religiøst betinget eller begge (den debat er heller ikke ny), vold og ikke mindst den totale sociale kontrol af kvinden er den samme.

Selv indvendingerne mod udstilling af et muslimsk parallelsamfund forekommer at være rutine:  ’Det har intet med islam at gøre’.

’Det her er ikke særligt udbredt og sandsynligvis et problem, der er blæst ud af proportioner,' udtalte islamforsker ved Københavns Universitet, Niels Valdemar Vinding, til DR og brugte netop det klassiske argument, at problemet først og fremmest drejer sig om kultur ikke religion.

Forskeren udtalte dog dette på nogenlunde samme tidspunkt som TV2 lod vide, at de faktisk har været i fire moskeer, hvor problemet med at bruge islam til at udøve social kontrol over menigheden og særligt kvinder netop er udbredt.

Jeg skal ikke kloge mig på kultur kontra religion. Blot undre mig over, at kvindeundertrykkelsen udtalt finder håndgribeligt og ofte voldeligt sted blandt muslimer.

Hvor længe har vi ikke set historier, hvor muslimer lever efter, at kvinden er den menneskelige mark, hvor manden sår sin sæd og derpå indhegner marken med pigtråd og opsætter adgang forbudt skilte? Det handler om kontrol. Hvorfor det heller ikke er tilfældigt, at imam Abu Bilal fra Grimhøjvej – hvad enten han er profetplattenslager eller koranlærd – understreger straffen for utroskab eller opløsning af ægteskab.

Abu Bilal er ikke interessant. Men det er den totale nedlæggelse af kvinden som selvstændigt individ til fordel for at være en genstand i et aftale- og besiddelsessystem mellem slægter. Endda internt i slægter. Hvilket uomgængeligt er hele fundamentet for de dogmer Bial og kompagni bygger på.

Far bestemmer, bror bestemmer, ægtemand bestemmer. Kvinden er et seksualobjekt. Hun kan producere børn. Hende skal man ikke give til hvem som helst. Og for at sikre besiddelsen inden for familiens rammer, arrangerer man ægteskaber i en ung alder. Så har man kontrol.

Som opinionsblogger her på Ekstra Bladet, Geeti Amiri, på et tidspunkt skrev: ’Mange unge nydanskere er ikke klar over, at de har krav på at leve det liv, de vil. At det er en følge af deres frihedsrettigheder og ikke er syndigt eller forræderisk mod baglandet.’

Følgelig synes Socialdemokraternes leder, Mette Frederiksen, at have fat i noget. Hun ønsker, ifølge Berlingske, et exitprogram for unge muslimer, der har brug for en ny identitet for at slippe ud af fundamentalismen.

’Vi står med unge muslimer, som i de værste tilfælde er underlagt en imam og/eller en familie, som fortolker religionen og levevisen på en måde, der ikke er foreneligt med de unges liv i Danmark. De er fanget,’ siger Mette Frederiksen.

Omfanget af piger og kvinder, der er fanget er uvist. Her kan man tale om mørketal.

Deres navne må ændres. Deres identitet sløres. Som var de hovedvidner, der kan fælde store bagmænd. Og hver enkelts historie er ofte også et indblik i en verden af ulykke, overgreb, tvang og desperation. Vi taler ikke om fortvivlede skæbner i et kriminelt syndikats vold. Vi taler om unge indvandrere, der tvinges ind i ægteskaber.

I vores journalistiske serie for femten år siden optrådte tillige, blandt flere unge truet af tvangsægteskab, pakistanske Mariam.  Hun var 19 år, havde et nyt navn, boede på et værelse i en ny by. Fortiden var slettet. Utilgængelig alle andre steder end i hendes egen erindring. Her lå den som en bagage, der kan være mere overvældende, end det er rimeligt at starte et nyt liv med. Men det var aldrig et spørgsmål om rimelighed. Det var et spørgsmål om liv eller død.

Mariam havde forsøgt selvmord to gange, inden hun slap bort.

Tülay Bag nåede det ikke. Rigshospitalet kunne ikke redde hende. Hun efterlod en søn på fire år, som havnede på børnehjem. Og hendes søster, Yeter Tas, sad som levende død, efter at være blevet forladt af sin egen familiesammenførte mand, der havde taget deres fire børn med sig til Tyrkiet.

Ingen i Danmark ved, hvor mange kvinder alt dette drejer sig om. Alle ved, at en er nok til, at et liv forrådes.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste i Dansk Politik

Hent flere

Seneste Nyheder

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen