Danmark løslader rumænere - Norge har udleveret 17

Justitsminister Søren Pape (K) mødes i dag med Rumæniens justitsminister for at få en aftale, så Danmark kan sende kriminelle rumænere hjem

- Jeg er klar til at gøre hvad som helst, så vi får det her ordnet, siger justitsminister Søren pape (K) om løsladelse af rumænere i stedet for udlevering. Foto: Tariq Mikkel Khan
- Jeg er klar til at gøre hvad som helst, så vi får det her ordnet, siger justitsminister Søren pape (K) om løsladelse af rumænere i stedet for udlevering. Foto: Tariq Mikkel Khan

Hvis der var landskamp i hjemsendelse af kriminelle rumænere, så tabte Danmark 17-0 til Norge og 120-0 til Storbritannien.

De to lande har angiveligt en aftale med Rumænien om reservation af pladser i rumænske fængsler, så de har sendt adskillige kriminelle rumænere tilbage til Rumænien i år, oplyser det rumænske justitsministeriet til Folketingets retsudvalg. Danmark sender ingen tilbage i år.

Problemet for Danmark er visse fængsler i Rumænien, som Højesteret vurderer til at være for små ifølge Menneskerettighedskonventionen. Derfor vil justitsminister Søren Pape (K) i dag forsøge at få en garanti om store celler, når han mødes med Rumæniens justitsminister i Luxembourg.

- Hvis vi ikke kan få den garanti, så må vi se på, hvad det angiveligt er for en aftale, som Norge og Storbritannien har. Jeg er klar til at gøre hvad som helst, så vi får det her ordnet, siger Søren Pape.

Hvis dansk politi anholder en rumæner i dag, og det viser sig, at vedkommende er dømt for kriminalitet i Rumænien, så udleverer vi dem ikke. De får i stedet lov til at forlade politistationerne som løsladte.

Det skete for eksempel i Nordjylland 2. februar i år. Her viste de to anholdte sig at være fra Rumænien, hvor de var dømt for henholdsvis dødsvold og groft røveri.

Men da Højesteret i maj afgjorde, at Rumænien ikke kan garantere, at de kan afsone under ordentlige forhold, så vil Danmark ikke udlevere.

OVERBLIK: Rumænske fængsler er for dårlige til udlevering

* I slutningen af maj fastslog Højesteret, at forholdene i rumænske fængsler er så tvivlsomme, at tre kvinder og en mand slap for at blive udleveret til deres hjemland.

* Både Justitsministeriet og Østre Landsret havde ellers givet grønt lys til at sende de fire rumænere bag tremmer i deres hjemland.

* Men rumænerne ville her risikere at skulle afsone i celler, hvor de blot ville være sikret et personligt rum på to kvadratmeter.

* Det vil ifølge Højesteret være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, der siger, at "ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf".

* Højesteret henviste også til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i efteråret udtalte sig netop om den plads, en frihedsberøvet person skal kunne råde over.

* Domstolen fastslog, at indespærring på mindre end tre kvadratmeter i længere tid udgør nedværdigende behandling, som er i strid med menneskerettighedskonventionens artikel tre.

* Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har ifølge sidstnævnte rejst sagen over for deres rumænske kolleger.

* Pape har udbedt sig en garanti fra rumænsk side om, at de overførte kriminelle altid tilbydes mindst tre kvadratmeter personlig plads. Ifølge Pape arbejder Rumænien på at udbygge fængslernes kapacitet.

Det handler om pladsen i rumænske fængsler, som angiveligt ikke overholder artikel tre i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det giver formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, dog ikke meget for.

- Vi skal tage sagen i egen hånd, så vi kan få sendt rumænere, som har lavet kriminalitet i deres eget land, hjem. Det har Norge gjort, og så kan vi også gøre det, siger han.

Den rumænske ambassade har tidligere oplyst til Berlingske, at de gerne vil tage imod de dømte kriminelle.

- Rumænien deler interessen for at finde løsninger på disse spørgsmål, der overholder europæisk lovgivning, og er i færd med at identificere yderligere foranstaltninger til forbedring af fængselsforholdene, lyder det fra ambassaden til Berlingske.

Dansk Folkeparti mener, at justitsministeren må skride til handling, da det ellers kan skubbe gevaldigt ved retsfølelsen.

- Nogle gange vil Rumænien gerne have de kriminelle udleveret, men det må vi så ikke, og det er dybt krænkende for retsbevidstheden, siger Peter Skaarup.

- Justitsministeren skal passe på, at han ikke bliver et radikalt slinger-chatol, hvor han ikke ved, hvor han skal stå henne. Man er nødt til at træde i karakter, fordi der er stor frustration, lyder det.

Folketingets Retsudvalg har været på besøg i Rumænien for at få et indtryk af forholdene i landets fængsler.

Et flertal på Christiansborg ønsker hurtigst muligt at kunne sende kriminelle rumænere til afsoning i deres hjemland. Men det spænder dommen fra Højesteret ben for.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen