Danske politikere holder sig fra Tyrkiet efter stikker-trusler

Folketingsmedlem Lars Aslan (S) og debattør Özlem Cekic har fået at vide, at de er angivet for landsforræderi.

Özlem Cekic. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Özlem Cekic. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

For folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen (S) har det haft konsekvenser, at han tilsyneladende er blevet angivet til de tyrkiske myndigheder for landsforræderi, som Berlingske beskriver søndag.

Det vurderer Lars Aslan Rasmussen selv efter sit seneste besøg i Tyrkiet. Det var i november, og her blev han for første gang stoppet i lufthavnen og stillet en masse spørgsmål.

- Jeg slap kun igennem, fordi jeg havde en aftale via den danske ambassade og med den tyrkiske regering. Det var meget ubehageligt, og den eneste gang jeg nogensinde har haft problemer i Tyrkiet.

- Med de mails, jeg har fået, og den officielle politik om, at man skal stikke folk, så har det den konsekvens for mig, at det nok var sidste gang, jeg var i Tyrkiet i rigtig lang tid, siger Lars Aslan Rasmussen.

Han står frem i søndagens Berlingske. Avisen har været i kontakt med flere end ti personer med tyrkiske rødder, der frygter at være blevet angivet til de tyrkiske myndigheder for "landsforræderi".

Lars Aslan Rasmussen har fået mails, beskeder på Facebook og tilråb på gaden fra andre dansktyrkere, som siger, at de vil angive ham til myndighederne, fordi han åbent kritiserer Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

- Den tyrkiske stats officielle politik er, at man skal angive folk, som man anser som fjender. Det er klart, at jeg mange gange offentligt har kritiseret Erdogan, så det undrer mig ikke, at det er noget, de kan finde på.

- Jeg frygter at blive anholdt, hvis jeg tager til Tyrkiet, med den risiko for tortur, som vi ved er i tyrkiske fængsler, og som også fremgår af rapporter fra Amnesty International.

- Sekundært betyder det for mig, at jeg ikke kan rejse derned mere, og Tyrkiet er jo mit andet hjemland, fordi min far kommer derfra.

Også Özlem Cekic, forkvinde for foreningen Brobyggerne og tidligere folketingsmedlem for SF, fortæller, at hun har også fået trusler om at blive angivet til de tyrkiske myndigheder.

Hun frygter, at hun optræder på en slags sort liste over kritikere af det tyrkiske styre, og at hun kan blive anholdt, hvis hun rejser til Tyrkiet.

- Jeg kommer ikke til at sætte mine ben på tyrkisk jord i den nærmeste fremtid, siger hun.

- Jeg frygter, at jeg kan blive anholdt. Det sker også for udenlandske borgere, så man er ikke sikret, fordi man har et rødbedefarvet pas.

Berlingske har uden held forsøgt at få en kommentar fra den tyrkiske ambassade.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen