Gå til artikel om 1 sek Gå til artikel
Gå til artikel

Den 'nazistiske' statsminister og den 'landsskadelige' virksomhed

Det kan ende helt godt for Lars Løkke Rasmussen og Venstre med den der ’smykkelov’.

Jeg siger det bare. Forudsat man ikke sender grænsebetjente ud for ligefrem at rive diamanter ud af ørerne på flygtninge, hvorpå et ikonbillede af en ulykkeligt blødende asylsøger ’går verden rundt’, som det hedder i ’breaking’ sprog på mediernes nyhedssider.

Lad mig afvise det mest aktuelle scenarie først:
At Lars Løkke Rasmussen skulle være nazist. Han er højest ’en lille svindler’, hvilket jeg vil overlade til Mogens Lykketoft at godtgøre.

Men vi kan vel være enige om, at Lars Løkke Rasmussen ikke ønsker alle asylsøgere interneret i koncentrationslejre, hvorpå de skal gasses ihjel sammen med andre grupper så som romaer, kommunister, homoseksuelle, handicappede og politiske modstandere.

En bunke af mennesker har ivrigt postet Guardians satiretegning af Løkke iført nazilignende uniform og herrefolksattitude på de sociale medier. Og de kan næppe have gjort det, fordi de finder, at tegningen er et sandhedsbevis.

En del synes alligevel at have postet satiren med anerkendende nik. Heriblandt enkelte endog med fryd, som er der noget om det. Det er der ikke.

Så er der næste scenarie:
At der faktisk er tale om en slags muhammedtegningerne part II. En ny tegningekrise. Hvormed cirklen er fuldendt. Hån, spot og latterliggørelse er vendt tilbage og rammer nu dem, der i sin tid havde travlt med at hævde de tre som selve frihedens treenighed.

Ja, det ville klæde Venstre politiske ordfører at dæmpe forargelsen. Det ville klæde Pia Kjærsgaard endnu mere. Fordi hun ligefrem forlanger en undskyldning fra The Guardian, og de skal ikke undskylde noget som helst. De kan bare holde en håndflde op for Folketingets formand og sige: 'Spejl!' Og jeg tror såmænd heller ikke, statsministeren er glad for tegningen. Måske føler han sig endda krænket. Og ovre i Udenrigsministeriet er de nok også ret trætte af den.

Men man planlægger næppe at myrde tegneren, brænde Guardian ned til grunden og indføre en boykot af britiske varer.

Hvad så med de store internationale medier, CNN, Washington Post, Independent, BBC og andre, der onsdag havde den danske udlændigelovstramning som topnyhed? Og hvad med Dansk Industri, der siger, vi skal passe på nu, for det kan blive vanskeligt at tiltrække højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft?

Var det ikke også, hvad man sagde under Muhammedkrisen? Og er det ikke den eneste egentlig reelle sammenligning af de to? En forestilling om, at Danmark har et ry i hele verden som toppen af poppen inden for humanisme, god vilje og inklusion. Egenskaber, der netop fik valgt Mogens Lykketoft til leder af hele verden.

Men efter ’smykkeloven’ vil vi aldrig mere kunne gå nogen steder med rygsæk med dannebrog på (hvilket vi som bekendt gør hele tiden), og salget af vindmøller og bacon vil blive ned- og rundbarberet til ukendelighed, ironisk nok ikke ulig Mogens Lykketoft, da han stillede op som statsministerkandidat.

Denne frygt har tillige været der, hver gang en zoologisk have parterer et pelsdyr foran børn. Eller når det ’går verden rundt’, at Dronning Margrethe ryger sine børnebørn ind i hovedet. ’Nu falder nationen i unåde ude i den store verden’. ’Nu ender Danmark i overtræk’. Men hidtil har både danske turister og dansk eksport og dermed erhvervslivets indtjeningsevne faktisk overlevet.
Og man kan vel heller ikke udelukke, at vores forestilling om egen fortræffelighed ikke nødvendigvis er en-til-en med omverdenens forestilling.

Så er der det tredje scenarie:
At det her vil fortsætte på grund af ’landsskadelig’ virksomhed fra danske EU-parlamentarister plus tilløbere. For hvad med Margrethe Auken, Jens Rohde og Morten Helveg, der nede i EU angiveligt har bortsjakret vor anseelse, og Uffe Elbæk, som De Konservative har udråbt til ’den nye Ahmed Akkari’?
Jamen, kære Kristian Jensen og Søren Pind, vil jeg bare sige. Det er derfor, det hedder parlament, som i ’parler’ (tale). Det er her folkets repræsentanter taler. Og de gør det ud fra det, de lovede deres vælgere at stå for. Af de ovennævnte er det vist kun Jens Rohde, der er valgt til at stå for Venstres synspunkter, og selv han er forpligtet af sin overbevisning og ikke af Venstres eller De Konservatives.

Endelig er der fjerde scenarie:
At vi danskere snart vil se konsekvenserne begynde at hagle ned over os.

Hvad var det den lov i sidste ende skulle? Den skulle nedsætte antallet af flygtninge, der kommer til Danmark for at få asyl. Og den skulle hæve vælgernes opbakning til regeringen plus støttepartier. Det er her, jeg vil hævde, at det ender godt for Lars Løkke Rasmussen og Venstre.

Deres skyld i dårlig omtale af Danmark forekommer mest af alt at være en gevinst for målet. Holland, de fleste tyske delstater, Norge, Schweiz m. fl. har lignende love. Inden opstandelsen over det alt sammen har dømt nationen ude, vil alle formentlig blive som Danmark.

Foreløbig har jeg registreret to konkrete handlinger pga asylstramningen og ’smykkeloven’: Tidligere PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsen, har udmeldt sig af Venstre. Den kinesiske kunstner Ai Weiwei trækker sin udstilling før tid fra kunstmuseet Aros i Aarhus.

Det kan forekomme dumdristigt: Men jeg tror, det går.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste i Dansk Politik

Hent flere

Seneste Nyheder

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen