Frustrerede bønder om gyllegate: Det er en børnehave

Landbrugspakken burde aldrig have kostet Eva Kjer jobbet, mener landmændene hjemme i Sønderjylland

Svineproducent Mogens Dall kalder Eva Kjer Hansens afgang trist men uundgåelig. Hør mere om landmændenes side af sagen 'gylle-gate' i indslaget. (Video: Anders Brohus)
1/2
Næste »

Eva Kjer Hansen ville til enhver tid vinde en afstemning om mistillid på hjemmebanen i Sønderjylland.

Her har landmændene mere end svært ved at se, hvorfor landbrugspakken endte med at koste ministeren jobbet.

- Det er en børnehave. Med landbrugspakken fik vi et håb for fremtiden i landbruget, og så ender det i et personspørgsmål, hvor de konservative åbenbart er blevet fornærmet over, at Eva Kjer Hansen bad dem om at læse på lektien, siger Mogens Dall fra Bovrup ved Aabenraa.

Han er svineproducent og formand for Landbo Syd, der er en rådgivningsvirksomhed til landbruget.

- Jeg taler ikke kun for mig selv. Jeg er blevet kimet ned af landmænd, som er dybt frustrerede over, at småting og uenigheder om regnemetoder har skabt usikkerhed om landbrugspakken og kostet ministeren jobbet, siger Mogens Dall.

Men bragte ministeren sig ikke selv i en position, hvor hun kunne mistænkes for at manipulere med tallene, når syv eksperter sagde, at de ikke kunne genkende deres udregninger?

- Jo, men lige som i et ægteskab, hvor der er problemer, kunne de måske bare være gået i parterapi, men Lars Løkke Rasmussen tog så hele blå blok i gruppeterapi, og så kunne de konservative pludselig ikke gøre andet end holde fast på deres mistillid, siger Mogens Dall.

Han mener dog, at Eva Kjer Hansen ikke havde andre muligheder end at trække sig.

- Hun tog en for holdet og ofrede sig for sagen, siger Mogens Dall.

Svineproducenten er i det hele taget uforstående overfor, at den øgede gødskning, som den nye landbrugspakke åbner op for, er blevet et tema.

- Ja, vi kan gødske lidt mere, så vi nærmer os det øvrige EU, men det er helt uskadeligt. Det vand, vi drikker i dag, er jo fra det grundvand, der var for 30 år siden, da vi gødskede endnu mere, og vandet i dag har jo aldrig været renere, siger Mogens Dall.

Med en ny minister håber landmændene nu på, at der kan komme ro omkring landbrugspakken og den tillægsaftale, som blå blok skal forhandle på plads.

- Vi har ikke noget i mod en grøn pakke. Vi lever jo af det grønne, men det økonomiske skal være på plads, siger Mogens Dall, som ikke har noget bud på den nye minister.

- Det ved jeg ikke. Jeg håber bare, at den nye minister er nærværende og tilgængelig med et højt fagligt niveau. Lige som Eva Kjer Hansen, siger han.

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste i Dansk Politik
Hent flere
Seneste Nyheder
Hent flere
Få EKSTRA overblik
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Christina Ehrenskjöld
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen