Helle er 'foxy', Mette er 'konet', og Jalving kan slappe af

Helle Thorning var ’foxy’. Mette Frederiksen er ’konet’.

Ved årsskiftet sad jeg i et panel i radioen, hvor årets gang blev gennemgået. Ovenstående udsagn faldt uden fortrydelse fra andre deltagere.

Hvem, der udtalte det, er interessant i en tid med feminismedebat og store kønsslag i udlændigediskussionen. Så det vender vi tilbage til. Men lad os begynde med Thorning.

Jyllands-Postens blogger, Mikael Jalving, skrev forleden en blog, hvor han i anledning af hendes farvel til dansk politik på moderne dansk ’trash-talkede’ tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt.

’Finke’, ’dukkebarnet’ og ’Hellepigen’, skrev Jalving.

Herefter var der massiv modstand på de sociale medier. Alle fik travlt med at vise deres afstandstagen - ved at dele bloggen og Jalvings ord i tusindtal.

Derpå lagde Jalving en godt fem år gammel blog af overtegnede på Facebook – ’Når Helle taler ’socialdemokratisk’’. Til eget forsvar, formoder jeg.
Jeg nævner det her for at understrege, at jeg hverken deler Jalvings udlægning eller hans måde at formulere den på i sin egen blog, ’Farvel til finken’.

Men JP-bloggeren ufortalt, har det været en udbredt udlægning, at Helle Thorning-Schmidt som nationens første kvindelige statsminister har lidt under sit køn. Et tag hun i samarbejde med Politiken sidste søndag søgte at lægge på bygningen over sit politiske virke i et afskedsinterview.

Det er ikke sandt.

Som en kommentator, der til dels har tøjret sin pessimistjolle til det politiske hangarskib og jævnligt anråber rorgængerne oppe på dækket, vil jeg gerne bevidne det. Jeg og andre har altid været hårdere og langt mere personlige, når det gjaldt eksempelvis Lars Løkke Rasmussen. Med afsæt i Løkkes evne til at gøre sig selv og ikke sin politik til hovedaktør, forstås.

Helle Thorning-Schmidt har ikke været mere udsat end andre nyere statsministre. Eksempelvis ’parfumesælgeren’ Poul Schlüter, cykelhjelms-socialdemokraten, ’Poul-Uld-i-Mund’, eller ’Anders Fjogh Rasmussen’.

Det særlige ved Thorning beskriver jeg i bloggen, ’Når Helle taler ’socialdemokratisk’’. Hun lignede aldrig en socialdemokrat:

’Forfatteren Carsten Jensen, der næppe kan klandres for at være en borgerlig klakør, skrev på et tidspunkt om Socialdemokraternes formand:
’Da Helle Thorning-Schmidt triumferede som nyvalgt formand for socialdemokraterne med ordene “Jeg kan slå Anders Fogh!”, var det ikke en politisk opponent, der udfordrede. Det var blot ansøgeren til en eftertragtet lederstilling, der redegjorde for sine karriereplaner.’

Helle Thorning-Schmidt kom til at personificere den endelige borgerliggørelse af partiet. Med løftebrud, bortskaffelsen af egen ’Fair løsning’ samt ændring af partifarven fra revolutions rød til bourgogne rød vinkede man endeligt farvel til det gammeltestamentlige Socialdemokrati.

Thorning blev eksempelvis ofte buhet ud 1. maj, men altid klappet ind ved møder med erhvervslivets top.

Denne udvikling - efter Thorning trådte til som statsminister - fik ironisk nok dæmoniseringsakrobaten, Carsten Jensen, til i Politiken at fælde en ny slags dom over den socialdemokratiske leder: ’ Helle Thorning-Schmidt vil ikke gå over i historien som Danmarks første kvindelige statsminister, men som den sidste socialdemokratiske’.

Jeg vil mene, at det kræver mere end et ’dukkebarn’ eller en ’Hellepige’ at gennemgå og udføre ovenstående. ’En finke’, måske, jeg ved det ikke. Definitionen på en sådan synes ret uklar og flyder vel med den galde, den udspyttes med. Den, der skidtsnakker om andre, bliver oftest selv beskidt.

Men som jeg skriver om Thorning i bloggen, som Jalving har lagt op i en slags forsvar: ’Allerede ved udnævnelsen i 2005 stod det klart. Her var en formand, en del nok tiltroede evnen at gøre det godt for partiet. Siden har flere, jævnfør Carsten Jensens dom, spurgt sig selv, om Thorning kan gøre det godt for andre end sig selv.’

Derfor ender vi tilbage ved Jalvings udmelding. Den lider øjensynligt af samme skavank, som han hævder Thorning-Schmidt lider af: En udvendighed, der svækker substansen.

Med sin blog har Jalving faktisk mere end noget andet bevæbnet sine egne modstandere, det være sig diverse humanister og feminister, med ammunition til at pege på Helle Thorning-Schmidt som et stort kønsoffer i dansk politik. Hans ærinde var formentlig det modsatte.

Til gengæld er Mikael Jalvings udsagn ikke overraskende. Og ikke afgørende.

Det er det måske snarere, når fremtrædende kvinder ’trash-talker’ kvindelige politikere. Som den dag, jeg sad i panelet i Radio24Syv.

Radiovært, Anne Sophia Hermansen, omtalte her den nye socialdemokratiske leder, Mette Frederiksen, som ’konet’ med ’røvsygt tøj’. I modsætning til Thorning, der var ’foxy’, når denne steg ud af en limousine i Bruxelles. Hermansen blev højlydt støttet af to andre paneldeltagere, forfatter Leonora Christine Skov og direktør Solaima Gourani. Sidstnævnte tilføjede, at Mettes ’blazer sidder for kort’ og hendes ’hestehale er lidt for tynd’.

Mænd, der hader eller nedgør kvinder, kan godt hente popcorn og slappe af. Kvinder klarer alt selv.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste i Dansk Politik

Hent flere

Seneste Nyheder

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen