Her er beviset: Så fed er politikernes nye pensions-fidus

Politikerne har hævet deres egen pensionsalder, men kan stadig gå på 'førtidspension' på langt bedre vilkår end almindelige danskere

Et flertal på Christiansborg bestående af V, S, LA, de konservative og de radikale har netop besluttet at hæve politikernes egen pensionsalder. Men de nye regler indeholder en fidus, viser notat fra Moderniseringsstyrelsen under Kristian Jensens (V) finansministerium. Foto: Jens Dresling
Et flertal på Christiansborg bestående af V, S, LA, de konservative og de radikale har netop besluttet at hæve politikernes egen pensionsalder. Men de nye regler indeholder en fidus, viser notat fra Moderniseringsstyrelsen under Kristian Jensens (V) finansministerium. Foto: Jens Dresling

Sort på hvidt bliver det nu dokumenteret, at politikerne med deres seneste pensionsfidus har sikret sig selv markant bedre vilkår end almindelige danskere.

Nok har et flertal på Christiansborg bestående af Venstre, Socialdemokratiet, Liberal Alliance, de konservative og de radikale netop besluttet at hæve politikernes egen pensionsalder, så den flugter med den almindelige folkepensionsalder. Tidligere kunne politikerne allerede modtage den fulde pension, når de ramte efterlønsalderen.

Men de nye regler indeholder en fidus, der giver både ministre og folketingsmedlemmer mulighed for at lade sig ’førtidspensionere’ op til fem år før folkepensionsalderen. Dette vel at mærke på vilkår, som er langt mere gunstige end dem, der gælder for almindelige danskere.

Det viser et notat fra Moderniseringsstyrelsen under Kristian Jensens (V) finansministerium.

20 pct. mindre
Vælger politikernes eksempelvis at gå fra tre år før folkepensionsalderen, så bliver deres pensionsudbetaling blot reduceret med seks procent.

Tilsvarende vil en dansker med en almindelig arbejdsmarkedspension i gennemsnit få en livsvarig reduktion på cirka 20 procent.

I tabellen herover kan du se pensions-reduktionen for danskere med en arbejdsmarkedspension (kategorien 'Aktuarmæssigt') sammenlignet med ministrenes vilkår. Almindelige folketingsmedlemmer har samme reduktion som ministrene. Pensionsreduktionen for almindelige danskere er ifølge Moderniseringsstyrelsen beregnet ud fra niveauet i almindelige arbejdsmarkedspensionsordninger.
I tabellen herover kan du se pensions-reduktionen for danskere med en arbejdsmarkedspension (kategorien 'Aktuarmæssigt') sammenlignet med ministrenes vilkår. Almindelige folketingsmedlemmer har samme reduktion som ministrene. Pensionsreduktionen for almindelige danskere er ifølge Moderniseringsstyrelsen beregnet ud fra niveauet i almindelige arbejdsmarkedspensionsordninger.
 

At det vil medføre et ordentlig indhug i pensionen for almindelige danskere at gå fra før tid, bekræftes af et regnestykke, som pensionskassen Pensam har lavet for Ekstra Bladet.

Sosu-assistenten vil typisk opleve et årligt fald i pensionsudbetalingen på omkring 12.000 kroner, hvis de går fra tre år før folkepensionsalderen.

Nok er denne reduktion lidt mindre end snittet udregnet af Moderniseringsstyrelsen, men ikke desto mindre en væsentlig del af en arbejdsmarkedspension, som ellers vil være på omkring 75.000 kroner.

Manipulerende
Ifølge Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, giver tallene et forklaringsproblem hos partierne bag den nye pensionsaftale:

– De her tal viser, at det har været meget manipulerende, når aftalepartierne har været ude at sige, at man nu ligestiller politikernes pensionsalder med almindelige menneskers, siger han og fortsætter:

– Tallene viser meget tydeligt, at den lille finte, man har lavet med muligheden for selvvalgt førtidspension, er langt mere lukrativ for ministre og folketingsmedlemmer end muligheden for mennesker med en almindelig arbejdsmarkedspension.

Kristian Jensen: Det er en særlig regel

Som finansminister er det Kristian Jensen (V), der har fremsat lovforslaget om ministerpensionerne, som indeholder den særlige førtidspensions-fidus.

Ekstra Bladet har spurgt Kristian Jensen, om han finder det rimeligt, at ministrenes pensionsreduktion skal være markant mindre, end det er tilfældet for folk med en arbejdsmarkedspension.

Men Finansministeriets presseafdeling henviser til Kristian Jensens udtalelser, da emnet blev debatteret i folketingssalen tirsdag.

Her indrømmede finansministeren, at politikernes pensionsoptjeningsmuligheder er på en helt anden, fornem hylde end hos almindelige folk.

– Der er en særlig regel for ministre, ja. Det har været aftalt mellem partier hele vejen igennem, lød det undervejs i debatten fra Venstres næstformand.

En favorabel ordning

Der er forskellige pensionsregler for ministre og menige folketingsmedlemmer.

Det gælder dog for begge grupper, at der er tale om en tjenestemandspensionsordning – men med en hurtigere optjening, end der gælder for almindelige tjenestemænd.

Hvor en typisk arbejdsmarkedspension indeholder en arbejdsgiverindbetaling samt en egenbetaling, så er politikernes pensioner fuldt finansieret af offentlige midler.

Her kan du få et overblik reglerne på området:

Folketingspensionen

Folketingsmedlemmer optjener retten til pension efter et år. Pensionen stiger herefter hvert år, indtil man rammer pensionsloftet efter 20 år som folketingsmedlem.

Personer, som er blevet medlem af Folketinget før 1. juli 2007, kan få udbetalt folketingspension optjent inden 1. juli 2012, når de fylder 60 år.

Folketingspension optjent efter 1. juli 2012 kan udbetales, når medlemmet opnår den alder, der gælder for at kunne gå på efterløn.

Med den højeste pensionssats vil man have optjent en årlig pension på omkring 395.000 kroner, som udbetales, når man er under folkepensionsalderen. Over folkepensionsalderen lyder den på omkring 351.000 kr.

Med de nye regler vil den pension, folketingsmedlemmer optjener fra 1. juni, blive udbetalt fra folkepensionsalderen.

Dog har folketingspolitikerne mulighed for at gå på ’førtidspension’ op til fem år før folkepensionsalderen mod en reduktion i pensionen.

Ministerpensionen

Har man været minister i mere end et år, er man sikret ministerpensionen. Herefter stiger pensionen for hvert år på ministerposten.

Den pension, de nuværende ministre allerede har optjent, kan de få udbetalt fra efterlønsalderen. Pension optjent efter 1. juni kan blive udbetalt fra folkepensionsalderen.

Efter otte år som minister er man sikret den højeste ministerpension på omkring 326.000 kroner årligt under folkepensionsalderen og omkring 283.000 kroner årligt, efter folkepensionsalderen er nået.

Ministrene har også mulighed for at gå på ’førtidspension’ op til fem år før folkepensionsalderen mod en reduktion i pensionen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen