Løkke får tæsk for Ryanair: Hykleri på monkey-class

Løkkes fine ord om truslen fra social dumping klinger hult, når han selv flyver med de kontroversielle lavprisselskab

  • Her ses Lars Løkke i lufthavnen i Malaga, hvor han lige har hentet sine kufferter efter flyveturen med Ryanair. (Privatfoto)
Her ses Lars Løkke i lufthavnen i Malaga, hvor han lige har hentet sine kufferter efter flyveturen med Ryanair. (Privatfoto)

Han siger ét, men gør noget andet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ved flere lejligheder advaret mod, at den danske model for arbejdsmarkedet bliver truet af social dumping.

Derfor møder det kritik fra flere kanter, at han og konen Sólrun – som afsløret i gårsdagens Ekstra Bladet – satte sig ind i et Ryanair-fly til Malaga søndag aften.

Det irske lavprisselskab er nemlig fagbevægelsens ærkefjende i kampen mod social dumping.

Se også: Norwegian driller Løkke med Ryanair-tur: Vi har både overenskomst og WIFI

Et dårligt signal
- Han er statsminister for et land, som går ind for den danske model. Så benytter han sig af et firma, som overhovedet ikke går ind for den danske model. Det, synes jeg, er et dårligt signal, lyder kritikken fra HK’s formand, Kim Simonsen.

Også formand for FOA, Dennis Kristensen, er ude med riven efter Lars Løkke Rasmussen.

- Hvis man samler arbejdsmarkedets parter for at diskutere, hvordan man står imod angreb på den danske model, så skal man ikke starte med at sætte sig op i et fly, som lige præcis lavede et frontalangreb på den danske model, siger FOA-formanden med henvisning til Ryanair.

Se også: Løkke skal grilles for Ryanair-tur: En alvorlig sag

Social dumping - et voksende problem
Både Dennis Kristensen og Kim Simonsen sidder med ved bordet under de igangværende trepartsforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og Løkkes regering.

Forud for forhandlingerne præsenterede Lars Løkke regeringens såkaldt kommissorium for forhandlingerne. Heri blev social dumping beskrevet som et voksende problem.

’Det er vigtigt, at de, som arbejder i Danmark, overholder gældende regler og lovgivning mv. Udenlandsk arbejdskraft yder et positivt bidrag til det danske samfund, men social dumping er et voksende problem. Det skal overvejes, hvordan indsatsen mod social dumping kan styrkes.’

Se også: Nyt angreb på Løkkes Ryanair-tur: Tænk dig om

Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen hæfter sig ved den dårlige timing i Løkkes Ryanair-tur.

- En statsminister i midten af trepartsforhandlinger kan ikke skelne mellem offentlig og privat person. Han må være klar over, at når han flyver med Ryanair, så er det også en provokation af fagbevægelsen, siger professoren.

Se også: Hidsigt angreb på Ryanair-Løkke: Du pisser på lønmodtagerne

Taler med to tunger
Også i sin tale på valgaftenen sidste sommer kom Lars Løkke Rasmussen ind på vigtigheden af ordnede forhold for lønmodtagerne.

- Vi skal sørge for at fastholde den danske model, så vi ikke bliver truet af social dumping. Truet af, at det fænomen, at folk gerne vil komme til Danmark og arbejde på lønvilkår og vilkår i øvrigt, som vi ikke rigtigt kan forstå, sagde Løkke.

Se også: Provokerer fagbevægelsen: Løkke fløj sydpå med Ryanair

På baggrund af udtalelser som denne mener Socialdemokraternes folketingsmedlem Jeppe Bruus, at Løkkes Ryanair-tur er udtryk for godt gammeldags hykleri.

- Han taler med to tunger. På den ene side står han i statsminister-habitten og anerkender den danske model. Og har brug for, at lønmodtagerne løser nogle af de udfordringer, vi står over for. Men når han skal på ferie, så er han fuldstændig ligeglad, siger Jeppe Bruus.

Statsministeriet oplyser, at Lars Løkke Rasmussen ikke har nogen kommentarer til sagen.

Se også: SF om Løkkes tur med Ryanair: Baglommen bestemmer igen

Ryanair er heller ikke blege for at tage utraditionelle metoder i brug, når det kommer til markedsføring. I 2013 smed flyselskabets stewardesser eksempelvis tøjet i den gode sags tjeneste.

Derfor er Ryanair så forhadt

Ryanair betaler deres ansatte væsentligt mindre i løn i forhold til andre luftfartsselskaber, og på den måde kan de leverer billige billetter.

Flere forskere slår overfor Ekstra Bladet fast, at det irske lavprisselskab er indbegrebet af social dumping, som netop skal bekæmpes med trepartsforhandlinger.

- Ryanair konkurrerer på dårlige arbejdsvilkår for de ansatte, og det er definitionen på social dumping, siger Flemming Ibsen, professor emeritus ved Aalborg Universitet til Ekstra Bladet.

Striden mellem de danske fagforeninger og det irske lavprisselskab Ryanair brød ud i lys luge sidste år.

Luftfartsselskabet arbejder uden overenskomster for de ansatte, og nu ville irerne til at åbne en ny base i Københavns Lufthavn. Ryanair nægtede at forhandle overenskomster med de danske fagforeninger, som modsat varslede konflikt mod flyfirmaet.

10.000 kroner i løn

Fagforeningerne var sure og fik forsinket den første Ryanair-afgang med tre timer, fordi kabinepersonalet i Ryanair fik væsentligt mindre end hos andre selskaber med overenskomster. Ryanair var derfor et angreb på den danske model, mente fagforeningerne.

- Ryanair har som erklæret mål at få smadret overenskomster og fagbevægelser, siger formand for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, til Ekstra Bladet.

Ryanair har oplyst, at kabinepersonalet sidste år fik omkring 15.500 kroner om måneden. Lækkede kontrakter har dog vist, at der nærmere er tale om 10.000 kroner om måneden. Før skat. En stewardesse hos Cimber fik modsat 21.700 kroner om måneden.

Derudover er der eksempler på, at personalet hos Ryanair ikke har nogen fast arbejdstid, ikke får løn under sygdom, selvbetalt ferie og selv må betale 200 kroner om måneden for uniformen.

Ryanair lukkede i sommer baser i Billund og København, men har stadig mange afgange. Særligt i København, hvor omkring 2,5 millioner kunder årligt rejser med flyselskabet.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste i Dansk Politik

Hent flere

Seneste Nyheder

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen