Mor-Messerschmidt valgt som DF-formand

Morten Messerschmidts (DF) mor er ved et kampvalg i Frederikssund valgt til DF's nye formand

Polfoto: Cecilie S. Andersen, Frederikssund Kommune.
Polfoto: Cecilie S. Andersen, Frederikssund Kommune.

Tre stemmer afgjorde det lokale valg til DF-formand i Frederikssund til familien Messerschmidts fordel.

Den 57-årige Inge Messerschmidt, som er mor til Morten Messerschmidt, blev med 11 stemmer formand for Dansk Folkeparti i Frederikssund, skriver sn.dk.

- Jeg har været med som menigt medlem i tre år nu og har rigtig mange ideer til, hvordan vi kan gøre lokalafdelingen mere åben for medlemmerne, så vi mere kan føle os som helhed og allesammen kan være en del af lokalforeningen, siger Inge Messerschmidt til Frederiksborg Amts Avis.

- Det, synes jeg, har manglet, og vi vil også informere mere samlet til medlemmerne, uanset om man hører til byrådet eller foreningen, forklarer Inge Messerschmidt.

Mor-Messerschmidt var oppe imod den siddende formand, John Adelsteen, som kun fik otte stemmer ved generalforsamlingen.

- Inge stillede op som modkandidat. Hun vandt, og jeg er ikke formand mere, konstaterer John Adelsteen til Frederiksborg Amts Avis.

Se også: Politiet stopper efterforskning af Messerschmidt-overfald

Anmeldte vold
Sidst Inge Messerschmidt gjorde sig bemærket i offentligheden var, da hun anmeldte en gruppe unge mænd for vold mod sin ene søn, Morten Messerschmidts lillebror.

Men politiet har hverken fundet frem til vidner eller video af det anmeldte overfald på Morten Messerschmidts 15-årige lillebror i Frederikssund den 23. november. Samtidig er der ingen gerningsmænd i søgelyset.

Derfor stoppede Nordsjællands Politi efterforskningen, og juristerne skal afgøre, om sagen skal henlægges, oplyste Michael Gaml, efterforskningsleder i Nordsjællands Politi.

- Vi har efterforsket alle de muligheder, som vi ser, og vi har ikke kunnet finde gerningsmænd til volden.

- Der er på det foreliggende ikke flere muligheder, medmindre der er vidner, som henvender sig. Indtil videre er der ikke nogen, som har henvendt sig, fortæller Michael Gaml.

Stak af
Overfaldet fandt ifølge anmeldelsen sted i gågaden klokken 16.30 ud for nummer 14.

Messerschmidts mor har fortalt BT, hvordan politikerens 15-årige bror blev passet op af fire hætteklædte unge mænd. De spurgte angiveligt, om han hed Messerschmidt, og 'så begynder de at svine ham til'.

'Til sidst får han et ordentligt knytnæveslag på kinden. Han falder, slår næsen ned i gågaden og begynder at bløde. Så stikker de af' fortalte Inge Messerschmidt til BT.

Politiet oplyste efterfølgende, at Messerschmidts lillebror fik en skade på den ene kind, som krævede en tur på skadestuen. Der var dog ikke tale om brud.

Se også: Messerschmidts rådgiver stopper

'Masser af mennesker'
På trods af de ifølge moren mange mennesker på gågaden klokken 16.30 i Frederikssund, og den store presseomtale i de fleste medier, så er der ingen vidner, som har henvendt sig til politiet.

- Vi havde en forventning om, at nogen i gågaden har set det her og henvendt sig til os. Men det er ikke sket, siger efterforskningsleder Michael Gaml.

Da politiet indledte efterforskningen lød det blandt andet, at man var 'overbevist om, at der er vidner til episoden, da det sker på gågaden på et tidspunkt på dagen, hvor der er masser af mennesker'.

Se også: Messerschmidts lillebror overfaldet: Politiet jagter gruppe af unge mænd

Intet video
Heller ikke video-overvågning fra gågaden har fanget overfaldet.

- Der er ikke video-ovågning af selve overfaldet ifølge vores efterforskning. Der er video-overvågning fra området omkring gerningsstedet, siger efterforskningslederen.

Derfor er politiet røget ind i en blindgyde, og der skal umiddelbart ikke bruges flere ressourcer.

- Det er nu op til juristerne at vurdere, om de kan se yderligere efterforskning i sagen eller om den skal henlægges.

Se også: Ny udvikling i Messerschmidt-sagen: Karlsson afhørt af Bagmandspolitiet i fire timer

Store konsekvenser
Moderen fortalte til BT om, hvad hun opfatter som konsekvenserne af afsløringerne af EU-politikerens omgang med EU-midler, som Ekstra Bladet har afsløret det seneste år.

Især Morten Messerschmidts to yngre brødre er blevet mobbet og udsat for chikanerier i Frederikssund. Det har angiveligt stået på i årevis.

Morten Messerschmidt har været sygemeldt siden 22. oktober sidste år i kølvandet på Ekstra Bladets afsløringer af Dansk Folkepartis misbrug af midler fra det fælleseuropæiske parti Meld og den tilknyttede fond Feld.

 

Se også: Messerschmidts håndlanger forgyldt: Malkede skandalefonde for 3,2 millioner

Se også: Messerschmidt sygemelder sig: Indlagt efter ildebefindende

For nyligt stoppede hans spindoktor, Kristian Wederkinck, der har fået nyt job som presserådgiver for Venstreministeren Sophie Løhde.

Har du set noget, eller ved du noget? Mail 1224@eb.dk eller sms/mms 1224 (alm. takst)

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen