Nye partier giver flere kandidater til regionsrådsvalg

Alternativet og Nye Borgerlige sender kandidattallet ved regionsrådsvalget i vejret

Når danskerne skal en tur i stemmeboksen tirsdag 21. november, vil der være langt flere kandidater til regionsrådsvalget end ved valget i 2013.

Helt præcist er der sket en stigning på 18 procent i antallet af kandidater siden sidste regionsrådsvalg fra 1164 til 1379 kandidater.

Det viser en opgørelse fra regionernes interesseorganisation Danske Regioner.

Stigningen skyldes dog næppe en nyfunden interesse for regionerne, forklarer kommunalforsker og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch.

Den kan i store træk forklares af alle de nye kandidater fra partierne Alternativet og Nye Borgerlige, der stiller op for første gang.

- Vi har to nye partier, der stiller op, som jo ikke var med ved sidste kommunal- og regionsrådsvalg. Det vil trække kandidattallet op - både til regionsrådsvalget, men formentlig også til kommunalvalget, siger Roger Buch.

Kandidattallet for kommunerne er endnu ikke blevet offentliggjort, men det ventes at ske snart.

Ved regionsrådene stiller partierne typisk op med flere kandidater per post end ved kommunalvalgene, forklarer forskningschefen.

- Det er en strategisk fordel for partierne og en måde at få et bedre valgresultat. Kandidaterne bor i lokalområdet og kan blandt andet trække stemmer fra deres arbejdspladser, siger han.

Et regionsråd har 41 folkevalgte medlemmer og en politisk leder med titlen som regionsrådsformand.

Regionernes vigtigste opgave er at drive sygehusvæsnet, men derudover står regionerne også for forskellige former for regional udvikling.

Danmarks fem regioner er Region Hovedstaden, Midtjylland, Syddanmark, Nordjylland og Sjælland.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen