Overblik: Løn-festen som Christiansborg slås om

Såkaldt 'normalisering' tålte ikke dagens lys: Lars Løkke stod til lønstigning på 193.000 kroner, mens folketingsmedlemmer måtte nøjes med 107.000 kroner

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti mener ikke, at politikere skal have mere i løn.
1/2
Næste »

De længe planlagte lønstigninger til landets toppolitikere tålte ikke dagens lys.

Derfor tegner det nu til, at et stort politisk flertal med Venstre og Socialdemokraterne i spidsen løber fra deres musketer-ed om at stemme ubetinget ja til Vederlagskommissionens længe ventede anbefalinger.

Ekstra Bladet kan her via flere anonyme medlemmer af kommissionen beskrive de ændringer, som toppolitikerne nu løber fra, selvom partiledelsernes løbende er blevet orienteret om rapportens foreløbige konklusioner.

I dag kom det frem, at kommissionens endnu ikke færdige rapport anbefaler et massivt lønhop – samt en såkaldt 'normalisering' af politikernes gyldne pensions- og vederlagsordninger. Med andre ord skulle politikerne belønnes for at opgive deres uigennemsigtige - og stærkt kritiserede - frynsegoder.

Og det på et tidspunkt hvor mange almindelige danskere i årevis har oplevet, at deres vilkår - uden nogen form for kompensation - er blevet forringet markant, når de mister jobbet eller går på pension.

Se også: V-mand sviner Søren Gade og Pape: Tøsedrenge!

Skattefrit tillæg 'bruttoficeres'
Overordnet stod ministre og folketingsmedlemmer til lønstigninger på op til 14 procent, mens landets borgmestre skulle stige med 30,5 procent.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ville eksempelvis stige med knap 193.000 kroner årligt, mens almindelige folketingsmedlemmer ville få knap 107.000 kroner mere i lønningsposen. Vel og mærke efter politikernes skattefri tillæg på 61.000 kroner årligt var blevet fuldt kompenseret og omdannet til almindelig skattepligtig bruttoløn (se uddybning nedenfor).

Samtidig fremgår det, ifølge Ekstra Bladets kilder, af Vederlagskommissionens foreløbige anbefalinger, at Christiansborg-politikernes lukrative pensionsforhold og gyldne eftervederlag skulle ’normaliseres’.

Ifølge Ekstra Bladets kilder skulle de nye regler første træde i kraft efter næste folketingsvalg. Allerede optjente eftervederlag og pensioner vil der ikke blive pillet ved. 

I spidsen for kommissionen står DR’s formand, tidligere departementschef Michael Christiansen. Det ventes stadig, at kommissionen gør sit arbejde færdigt og fremlægger det sidst i denne måned.

Pas-på-Søren-Gade Dansk politik - 6. jan. 2016 Gade og Sass æder deres ord: Politikeres lønfest aflyst

Se også: Flertallet vakler: Pape klar til at slagte politikeres lønfest

Sådan skulle politikernes løn 'normaliseres'

Folketingsmedlemmer
Folketingsmedlemmerne får i dag 625.000 kroner årligt i grundløn - plus et skattefrit tillæg på 61.000 kroner. Kommissionen foreslår i den endnu ikke afleverede rapport, at tillægget bliver omregnet til en skattepligtig løn på 137.000 kroner.

Altså en samlet skattepligtig grundløn på 762.000 kroner – som ifølge kommissionens forslag skal øges med 14 procent. Det svarer til cirka 869.000 kroner, hvilket vil betyde en lønstigning på knap 107.000 kroner årligt.

*Vederlagskommissionen anbefaler samtidig, at der ryddes op i politikernes uigennemskuelige livsvarige pensioner. I dag kan folketingsmedlemmer få helt op til 348.600 kroner årligt i livslang pension, hvis de har været medlem af folketinget i 20 år.

I stedet foreslås det, at Staten indbetaler 17-18 procent af lønnen til pension, svarende til statsansatte akademikeres pensionsordning.

*I dag får folketingsmedlemmer fuld løn i 12-24 måneder, hvis medlemmet forlader folketinget ved et valg eller på grund af sygdom. Det kaldes eftervederlag. Alle indtægter over de første 135.000 kroner modregnes i eftervederlaget.

Kommissionen foreslår i stedet, at folketingsmedlemmerne får et års løn udbetalt på en gang, som ikke skal modregnes med andre indtægter. Altså et gyldent håndtryk på 869.000 kroner.

Ministre
Ministre tjener mellem 1,18 og 1,47 millioner kroner årligt. Statsminister Lars Løkke Rasmussen tjener mest. Dertil komme det skattefri tillæg på 61.000 kroner årligt.

Også her foreslås det skattefri tillæg omregnet til en bruttoløn på 137.000 kroner.

Dertil anbefaler kommissionen en lønstigning på op til 12 procent af det samlede beløb for ministrene. Det ville give statsministeren en lønstigning på knap 193.000 kroner. 

*Ifølge kommissionen skal de nuværende regler for ministerpensioner også normaliseres til 17-18 procent af lønnen.

*I dag får tidligere ministre såkaldt eftervederlag – svarende til deres løn - i mindst halvandet år og op til tre år. Perioden afhænger af, hvor længe de har været ministre.

De fleste andre indtægter er i dag modregningspligtige i eftervederlaget fra første dag. Vederlagskommissionen anbefaler, at afgående ministre – efter næste valg - kun får vederlaget i to år. Til gengæld skal der i hele det første år ikke modregnes med andre indtægter. Dermed kan det første års eftervederlag sidestilles med et gyldent håndtryk.

Borgmestre
Landets borgmestre har længe jamret over, at de tjener for lidt. Vederlagskommissionen anbefaler derfor, at borgmestrenes løn hæves med 30,5 procent. Dog skal indtægterne fra lønnede ’ben’ modregnes, hvis det er poster, som automatisk følger med hvervet som borgmester.

Der skal dog ikke ske modregning hos borgmestrene, når de bliver valgt til lønnede politiske poster hos Kommunernes Landsforening.

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste i Dansk Politik
Hent flere
Seneste Nyheder
Hent flere
Få EKSTRA overblik
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Linette K. Jespersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen