Overraskelse: Her er den nye minister

Statsministeren har præsenteret sin nye minister på Facebook. Samtidig er der mindre rokade i Venstre

Her blev den nye minister præsenteret
1/4
Næste »

Den omstridte uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) flyttes til posten som miljøminister.

Samtidig henter statsministeren Ulla Tørnæs (V) hjem fra Europa-Parlamentet, så hun kan blive den nye uddannelses- og forskningsminister, skriver Lars Løkke på Facebook.

- Ny miljø- og fødevareminister bliver Esben Lunde Larsen og ny uddannelses- og forskningsminister bliver Ulla Tørnæs, som jeg har valgt at kalde hjem fra Europaparlamentet.

Med Ulla Tørnæs hjemme fra EU, så betyder udskiftningen en mindre rokade i Venstres egne rækker.

- Det betyder, at Morten Løkkegaard udtræder af Folketinget for på ny at blive medlem af Europaparlamentet, og at Jakob Engel-Schmidt kommer i Folketinget igen, skriver Lars Løkke.

Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling er lige nu under granskning for plagiat, og han er en af fire ministre, som har været i modvind de første otte måneder.

Se også: Overblik: Fire Venstre-ministre i modvind på otte måneder

Praksisudvalget på Københavns Universitet er i øjeblikket ved at undersøge uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsens (V) ph.d.-afhandling, efter at der er blevet fundet fem eksempler på plagiat og selvplagiat i den akademiske opgave.

Ministeren bad efter rygter og skriverier i pressen selv Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet undersøge afhandlingen, hvorefter fakultetet har sat udvalget på sagen.

En sag, som Lars Løkke kommenterede foran Amalienborg.

- Jeg er opmærksom på en anden sag, hvor Esben Lunde Larsen selv har bedt København Universitet kigge på sin ph.d., men de to sager har ikke noget med hinanden at gøre, sagde statsministeren.

Den mulige plagiat skulle også have en kommentar med på vejen fra Esben Lunde selv.

- Jeg afventer med sindsro den undersøgelse, som Københavns Universitet laver, og som jeg selv har bedt om, og når den forelægger, så forholder jeg mig til den, sagde den nye miljøminister foran Amalienborg.

Konfrontation Esben Lunde Dansk politik - 12. jan. 2016 Plagiatsag spænder ben for kopi-ministeren

Hele Danmark ventede på, at statsminister Lars Løkke (V) udpegede den nye miljøminister.

Særligt De Konservative ventede spændt, fordi de stadig gerne vil have flere grønne tiltag til den landbrugspakke, som kostede Eva Kjer Hansen posten.

Men først skulle Lars Løkke lige tage en løbetur nær Marienborg. Det hastede ikke med den nye minister, måtte man forstå.

Dog blev der tid til en stikpille mod de mange regeringsrokader under Helle Thorning-Schmidt (S).

- Jeg er mange nede i forhold til de omkring 30 ministerudskiftninger, der var i sidste valgperiode, og det er ikke noget varsel om, at vi har nogen intentioner om at slå den rekord, sagde Lars Løkke ved Amalienborg.

Rød blok har rakt hånden ud til De Konservative om en grøn tillægspakke, men landbrugsordfører Rasmus Jarlov (K) vil først tale med den nye minister, før han tager stilling til eventuel bred aftale.

- Når jeg har sat mig ind i stoffet og talt med ordførerne, så vil jeg melde ud, hvordan vi arbejder videre, sagde Esben Lunde om en grøn tillægspakke.

Derfor har området været sat på stand by, efter at Eva Kjer Hansen (V) trak sig fra posten lørdag.

Der er overdragelse i Miljø- og fødevareministeriet klokken 14.30, mens der i Uddannelses- og forskningsministeriet er overdragelse klokken 15.30, oplyser Statsministeriet.

KRONOLOGI: Eva Kjer Hansen-sagen dag for dag

Eva Kjer Hansens (V) afgang som miljø- og fødevareminister kom lørdag efter længere tids modvind for ministeren, der i slutningen af sidste år sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative blev enig om en landbrugspakke.

I februar kom det i første omgang frem, at Eva Kjer Hansen havde samarbejdet særdeles tæt med interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Og senere kunne Berlingske afsløre, at en række forskere mener, at de regnemetoder, der er brugt i forbindelse med landbrugspakken, er problematiske. Ministeren beskyldes for at pynte på tallene i forhold til pakkens påvirkning af miljøet.

Det fik tirsdag 23. februar De Konservative til at melde ud, at partiet ikke har tillid til ministeren.

Her følger en kronologi over de seneste dage i sagen:

* Tirsdag 23. februar:

Efter en lang høring om landbrugspakken og samråd med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen meddeler De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, at partiet ikke længere har tillid til ministeren.

- Vi støtter stadig regeringen, men vi vil ikke acceptere, at der ikke bliver givet offentligheden et retvisende billede, lyder det fra De Konservatives formand.

Kort efter indkalder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til krisemøde for alle partilederne i blå blok for at se, "om regeringen fortsat har flertal til at være regering".

Efter mødet fastholder Søren Pape Poulsen sin mistillid.

* Onsdag 24. februar:

Lars Løkke Rasmussen holder pressemøde klokken 13.30. Statsministeren afskediger ikke Eva Kjer Hansen, som han fortsat har tillid til.

- Hun er en dygtig og hårdtarbejdende minister, der loyalt har knoklet for at gennemføre den politik, de blå partier samlet gik til valg på, siger Lars Løkke Rasmussen.

I stedet indkalder han til forhandlinger med de tre blå støttepartier.

Senere på dagen afbryder rød blok et samråd med miljø- og fødevareministeren, fordi den ikke ønsker at deltage i et samråd med en minister, hvis fremtid er usikker.

* Torsdag 25. februar

Rød blok fremsætter torsdag formiddag formelt et forslag om mistillidsvotum til Eva Kjer Hansen efter kritik af beregninger i landbrugspakken. Torsdag eftermiddag tilslutter De Konservative sig forslaget. Forslaget skal tages op i Folketinget onsdag 2. marts.

Samme eftermiddag bliver landbrugspakken - som hele sagen udspringer af - vedtaget af et flertal i Folketinget. De Konservative stemmer for.

Torsdag aften forsøger de blå partier på Marienborg angiveligt at forhandle sig frem til en grøn tillægsaftale, der kan forbedre miljøpåvirkningen af den del af landbrugspakken, som De Konservative trods mistilliden til ministeren var med til at stemme igennem.

* Fredag 26. februar:

Forhandlingerne fortsætter på Marienborg, og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, fastholder sin mistillid til Eva Kjer Hansen.

* Lørdag 27. februar:

Eva Kjer Hansen trækker sig som miljø- og fødevareminister, oplyser ministeriet lørdag formiddag i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

- Jeg har i dag meddelt statsministeren, at jeg trækker mig fra posten som miljø- og fødevareminister. Jeg har været glad for hver eneste dag, som jeg har stået i spidsen for det nye Miljø- og Fødevareministerium, lyder det fra Eva Kjer Hansen.

- Men jeg vil ikke stå i vejen for regeringen Lars Løkke Rasmussen II.

* Mandag 29. februar:

Lars Løkke Rasmussen meddeler på Facebook, at han udnævner ny minister klokken 13.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste i Dansk Politik

Hent flere

Seneste Nyheder

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen