Planlagt lockout: Vilhelmsen-bog medfinansieret af lærerforening

Danmarks Lærerforening har skabt det økonomiske grundlag for ny bog, hvor tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen fortæller, at lockout'en af lærerne i 2013 var planlagt mellem KL og regeringen

Anders Bondo Christensen og Danmarks Lærerforening har medfinansieret den bog, hvor Annette Vilhelmsen fortæller, at lockout'en af lærerne i 2013 var planlagt mellem KL og regeringen. Foto: /ritzau/Daniel Hjorth
Anders Bondo Christensen og Danmarks Lærerforening har medfinansieret den bog, hvor Annette Vilhelmsen fortæller, at lockout'en af lærerne i 2013 var planlagt mellem KL og regeringen. Foto: /ritzau/Daniel Hjorth

Bogen 'Søren og Mette i benlås', hvor tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen afslører, at der var tale om aftalt spil mellem KL og regeringen, da lærerne i 2013 blev lockout'et, er medfinansieret af Danmarks Lærerforening.

Det bekræfter både bogens forfatter og Danmarks Lærerforeningen over for Ekstra Bladet.

Medfinansieringen foregår sådan, at lærerforeningen på forhånd har aftalt med forlaget at købe 3000 eksemplarer af bogen, som så skal omdeles på foreningens kongres her i oktober.

Det var samtidig også Danmarks Lærerforening, der satte gang i hele arbejdet med bogen, ved at formand Anders Bondo Christensen henvendte sig til den Cavling-vindende journalist og forfatter Anders-Peter Mathiasen for at høre, om han ikke ville grave sig ned i forløbet op til og under lockout'en.

Se også: Eks-minister: KÆMPE lærerlockout under Thorning var aftalt spil

Tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen. Foto: /ritzau/Tariq Mikkel Khan
Tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen. Foto: /ritzau/Tariq Mikkel Khan

Ingen redigeringsret
Bogens forfatter, Anders-Peter Mathiasen, garanterer dog, at der har været fuldstændigt vandtætte skotter mellem hans arbejde og Danmarks Lærerforening.

- De har ikke haft nogen redigeringsret eller andet med arbejdet at gøre, siger han til Ekstra Bladet.

- Men de har været med til at finansiere arbejdet?

- De har bestilt en uafhængig journalistisk undersøgelse. Og det er det, vi har leveret til dem.

- Men i hvor høj grad kan du være uafhængig og kritisk, når den ene part i sagen er din arbejdsgiver?

- Danmarks Lærerforening er ikke min arbejdsgiver.

- Men de medfinansierer projektet. Kan du så være kritisk og uafhængig?

- Det må læseren afgøre. Jeg laver, så godt jeg kan, et professionelt stykke arbejde, hvor jeg kigger på lærerkonflikten med udefrakommende øjne. De har ikke haft nogen indsigelsesret. Jeg kunne have skrevet, at de var jordens største idioter.

Se også: Lærerformand efter aftalt lockout: 'Vi lægger hele vores arkiv frem'

Bogens forside. Foto: Politikens Forlag
Bogens forside. Foto: Politikens Forlag

Ikke en afsløring
- Kan du afvise fuldstændig, at du ikke er den mindste smule farvet af, at Anders Bondo Christensen har bestilt dig til at lave det her arbejde?

- Ja, det kan jeg afvise. Det er mig og forlaget, der har ansvaret for, hvad der står i bogen, og det er mig, der har udvalgt oplysnignerne.

- Burde I ikke have deklareret tydeligere, at Danmarks Lærerforening har medfinansieret bogen? Det står først på side 14, men ikke på forsiden, bagsiden, manchetten eller andet.

- Det står allerede i epilogen, og vi har lagt det frem, for at det ikke skulle afsløres. Det her er ikke en afsløring. Det står i bogen, og det står i pressemeddelelsen, som lærerforeningen sendte ud i går.

Bogen 'Søren og Mette i benlås' udkommer på Politikens Forlag den 5. oktober.

Fredag morgen lægger Danmarks Lærerforening sit arkiv af dokumenter fra forløbet omkring lockout'en ud på deres hjemmeside.

Se også: Jelved fik sms fra vred Vestager: Næsten fyret som minister

Lærer-formand: Vi har skabt de økonomiske forudsætninger for bogen

Hos Danmarks Lærerforening står formand Anders Bondo Christensen helt ved, at han har hyret en journalist til at skrive en bog om lærer-lockout'en.

- Vi har været med til at skabe de økonomiske forudsætninger for, at den bog overhovedet kunne skrives, siger han til Ekstra Bladet.

Lærer-formanden fortæller, at han adskillige gange har forsøgt at få journalister på landets medier til at kigge på regeringens rolle i lockout'en. Men uden held.

- Det her er jo en demokratisk skandale, som jeg mener, overstiger Tamil-sagen. Det er mig helt uforståeligt, at den fjerde statsmagt ikke har følt sig kaldet til at prøve at dykke ned i det her, siger han og fortsætter:

- Og så siger jeg, at vi må da have skrevet den her historie. Og så er det selvfølgelig ikke tilfældigt, at vi kontakter Anders-Peter Mathiasen, for han er dobbelt Cavlingpris-vinder og har dermed en stor troværdighed.

Forfatterens bog
- I hvor høj grad har I haft indflydelse på indholdet?

- Vi har med underskrift og kontrakt fraskrevet os enhver redigeringsret. Derfor er det her forlagets og Anders-Peter Mathiasens bog. Og vi har da også gået og været spændte på, hvad der kom til at stå. Det skal jeg da ærlig indrømme.

- Er du så tilfreds med det, der står i den?

- Der er nogle ting, jeg godt kunne have ønsket mig anderledes. Der står eksempelvis, at jeg forhandlede med et meget stramt mandat. Det, synes jeg ikke, at jeg gjorde, men at jeg havde en hovedbestyrelse og nogle kredsformænd, der bakkede op om, at vi skulle strække os så langt som overhovedet muligt for at undgå en lockout. Men det her er så hans opfattelse.

- Ville det ikke have stået stærkere, hvis I ikke var finansielt involveret i projektet?

- Jeg havde da langt hellere set, at det var dig, der havde skrevet historien. Det vil jeg helt klart vedgå. Men nu måtte vi så gøre det på den her måde, og der var det vigtigt for mig, at vi henvendte os til en journalist, som man ikke mistænker for at lade sig købe. Hvis man gør det, vinder man ikke to Cavling-priser.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen