Gå til artikel om 1 sek Gå til artikel
Gå til artikel

Politikerne: Sådan løses asylknuden

Ekstra Bladet har spurgt en lang række partiledere, hvordan de vil løse det store antal flygtninge, der søger mod Danmark

- Der er to måder at håndtere det på; enten ved at skære ned andre steder eller hæve skatterne.

- Vi skal give virksomhederne bedre vilkår, så samfundskagen bliver større.

Politikerne  er mildest talt ikke enige om, hvordan den massive flygtningeknude, der lige nu strammes dag for dag, løses. Ovenstående citater er fra henholdsvis Kristian Thulesen Dahl, DF-leder, og Søren Pape, konservativ leder, og viser, at selv om partier tilhører samme blok, er uenigheden stor. Ekstra Bladet har spurgt en lang række partiledere, hvordan de vil reagere på flygtningestrømmen.

Mette F: Der er grænser for hvor mange vi kan hjælpe

 

Mette F. bekymret: – Som det er nu, skal kommunerne spare på skolerne – samtidig med at de skal modtage flere børn med udfordringer på sproget. Hvordan skal det hænge sammen? spørger hun

– Uanset hvilket scenarie, der vil vise sig, så understreger det, at situationen er alvorlig. Der følger nogle meget store udgifter med. Det bekymrer mig, for hvis ikke regeringen påtager sig et større økonomisk ansvar, så tror jeg, at regningen skal betales af de forkerte. Nemlig dem som har mest brug for velfærdssamfundet i hverdagen, og det er f.eks. vores børn og ældre, siger S-formand Mette Frederiksen.

– Det er en reel diskussion at tage. Dem, der er tilhængere af en mindre stram udlændingepolitik end den, vi fører i dag, er nødt til at svare på, hvordan de vil betale for det. Det er ikke nogen sjov prioriteringsdiskussion at tage, men den er der, og den kommer ikke mindst i landets kommuner. Det er kommunerne, som kommer til at finde pengene. De har allerede sparet meget de senere år på grund af krisen.

Mette Frederiksen mener, at både Sverige og Tyskland har fortrudt deres flygtningepolitik.

– Der er en grænse for, hvor mange vi kan hjælpe, hvis integrationen skal lykkes. Jeg kan ikke sætte tal på, men det bliver rigtig svært at klare integrationsopgaven. Som det er nu, skal kommunerne spare på skolerne – samtidig med at de skal modtage flere børn med udfordringer på sproget. Hvordan skal det hænge sammen? Det gør det jo ikke, siger hun. I lighed med DF mener hun, at staten skal tage et større ansvar for dem, som får asyl.

– Det er vigtigt at lave flygtningelandsbyer, så vi ikke skubber regningen ud til borgmestrene og kommunerne. Når man ser på Ekstra Bladets tal, kan man spørge, om ikke tiden er til, at det IKKE er børnehavebørnene, der skal betale. Vi må have landsbyerne til at aflaste på en måde, så kommunerne ikke får flere mennesker, end de kan håndtere. Vi skal sikre, at de kan følge med. Uanset om det drejer sig om boliger, institutioner, skoler eller job.

Søren Pape: Frygter benhård kamp

 

– Det her er voldsomt. Skulle vi ende med de scenarier, så viser det her, at vi skal stoppe symptom-behandlingen og gøre noget, som virker. Få fjernet Assad i Syrien og få nogle styrker på jorden, der kan bekæmpe Islamisk Stat. Få skabt sikre zoner – og når det er sket, så skal stort set alle fra Syrien sendes tilbage. Det kræver internationalt pres for at få gjort noget ved den reelle årsag til flygtningestrømmene, siger den konservative formand Søren Pape.

– Europa skal også få gjort noget ved konventionerne og selve flygtningebegrebet. Man burde ikke kunne søge asyl noget sted i Europa, men kun fra FN’s flygtningelejre. Det ville virke effektivt fra dag et, fortsætter han.

Søren Pape er bekymret for udviklingen, men tror dog ikke på Ekstra Bladets to værste scenarier. Før det kom så vidt, så ville Europa være nødt til at lukke sine grænser hermetisk, mener han.

K-formanden forventer en benhård kamp om, hvor det skal gøre mest ondt, når de ekstra flygtningemilliarder skal findes.

– Hvis vi bliver ved med at tænke, som vi hele tiden har gjort, så vil det helt automatisk betyde store besparelser eller skattestigninger. Den klassiske danske løsning. Men jeg mener, at vi skal give virksomhederne bedre vilkår, så samfundskagen bliver større, siger Søren Pape. Han mener også stadig, at der skal findes skattelettelser i foråret.

– Det er nødvendigt. Samfundet skal være mere konkurrencedygtigt, skabe flere jobs, så landet bliver rigere. Vi kan ikke spare os til det her, for så bliver det meget alvorligt.

Hårde prioriteringer
Han erkender dog, at næste års finanslov kræver benhårde prioriteringer.

– Hvis ikke vi kan skabe mere vækst og få sat turbo på reformer, der styrker erhvervslivet og arbejdsmarkedet – så bliver vi nødt til at skære i centrale velfærdsydelser. Kampen må så blive om, hvad det skal være.

Tulle: Koster velfærd eller højere skatter

 

– Der er ingen tvivl om, at det her er en bombe under vores velfærdssamfund. Hvis ikke man for alvor ændrer asyl- og udlændingepolitikken, så vil det slet ikke undre mig, hvis nogle af de scenarier, som Ekstra Bladet stiller op, bliver til virkelighed, siger Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.

Han hæfter sig især ved de ufinansierede milliard-udgifter, som venter de kommende år.

– Tallene viser, at man i høj grad har undervurderet omkostningerne i den fase, hvor asylansøgerne har fået behandlet deres sag og er kommet ud i kommunerne.

Glem skattelettelser
– Det illustrerer jo de kæmpe udfordringer, som vores velfærdssamfund står over for. Der er to måder at håndtere det på; enten ved at skære ned andre steder eller hæve skatterne.

– Jeg opfordrer til, at man dæmper forventningerne til forårets skatteforhandlinger – og gerne udskyder dem helt. At rende rundt og tale om skattelettelser i en tid, hvor udsigterne er så usikre, som de er ... det ville øge risikoen for, at det går ud over velfærdsydelserne, siger han, der helt vil fjerne asylansøgeres ret til permanent ophold.

– De her mennesker vil permanent flytte deres familier til Danmark, og det er især det, som driver dem hertil. Så for at få regningen ned, så må vi fortælle dem, at de kun kan være her midlertidigt. De får den beskyttelse, som de har krav på

– men så skal de retur til nærområdet, når det er muligt. Mens de er her, skal de bo i statslige asylcentre – eller flygtningelandsbyer, som Socialdemokraterne gerne vil kalde dem. Det vil betyde, at langt færre ville komme til Danmark, vurderer DF-formanden.

Finansordfører Jacob Jensen, V: Det kommer til at koste penge - mange penge

 

Venstre drager ingen konklusioner for antallet af asylansøgere i 2016 på baggrund af de første dages ansøgninger. Men uanset hvad, så kommer asylpresset til at koste mange penge.

– Men hvor skal de mange milliarder til asylbehandling og integration komme fra?

– Det er en kæmpe udfordring, og det handler om prioriteringer. Hvis man har et stort antal asylansøgere, så koster det penge, som man alternativt kunne have brugt på andre ting, siger finansordfører Jacob Jensen til Ekstra Bladet.

– Men er det overhovedet muligt at finde 16 milliarder frem til 2019?

– Jeg vil ikke forholde mig til tallene, fordi vi ikke ved, hvordan antallet udvikler sig. Men det kommer til at koste penge, mange penge, som vi alternativt kunne bruge på velfærd og skattelettelser, og derfor forsøger vi med stramninger, så vi får færre asylansøgere.

– Er der råd til en lettelse af topskatten med 25.000 asylansøgere eller flere?

– Det er sværere at finde penge med det asylpres, alt andet lige, og det handler også om, hvad der er politisk flertal for. Men vi prioriterer skattelettelser for de små arbejdsindkomster først. Når der er færre penge, så er der også færre muligheder.

Inger Støjberg, udlændinge-, integrations- og boligminister for Venstre, udtaler sig om flygtningesituationen den 7. december 2015 efter et møde på Christiansborg med de andre partier omkring Flygtningeaftalen.

Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet, udtaler sig om flygtningesituationen den 7. december 2015 efter et møde på Christiansborg med de andre partier omkring Flygtningeaftalen.

Peter Skaarup, næstformand for Dansk Folkeparti, udtaler sig om flygtningesituationen den 7. december 2015 efter et møde på Christiansborg med de andre partier omkring Flygtningeaftalen.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste i Dansk Politik

Hent flere

Seneste Nyheder

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen