Rapport dumper Københavns Kommune: Fejl i SAMTLIGE sager om anbragte børn

Der er fundet fejl i sagsbehandlingen i alle de sager om anbragte børn, som intern undersøgelse i Københavns Kommune har kigget på. Børns Vilkår er rystet   

Københavns Kommune har begået fejl i samtlige sager om anbringelser af børn, som en ny undersøgelse har set nærmere på. Her ses Københavns Rådhus, hvor kommunens spidser bl.a. holder til. Foto: Stine Tidsvilde
Københavns Kommune har begået fejl i samtlige sager om anbringelser af børn, som en ny undersøgelse har set nærmere på. Her ses Københavns Rådhus, hvor kommunens spidser bl.a. holder til. Foto: Stine Tidsvilde

Københavns Kommune får særdeles hård kritik for dens behandling af sager om børn anbragt uden for hjemmet.

En ny undersøgelse foretaget af kommunens egen såkaldte Borgerrådgiver viser 'væsentlige sagsbehandlingsfejl i et hidtil uset højt omfang'. Faktisk konkluderer Borgerrådgiveren Johan Busse, at der er begået fejl i samtlige de 77 børnesager, som undersøgelsen har set nærmere på.

'Jeg finder samlet set sagsbehandlingen i de 77 børns sager helt uantagelig', lyder det fra Borgerrådgiveren i rapporten.

Om fejlene fra Københavns Kommunes side bliver det forklaret:

'Der er ikke mindst tale om, at garantiforskrifter og bestemmelser om inddragelse af børnene og deres forældre er tilsidesat i stort omfang.'

'Undersøgelsen viser derudover et højt antal tilfælde, hvor forvaltningen har handlet uden for sin kompetence, handlet uden hjemmel, har omgået reglerne, har handlet på en måde, som giver anledning til at så tvivl om forvaltningens objektivitet og upartiskhed eller lignende, eller hvor der i det mindste er væsentlige tegn på, at dette er sket.'  

Se hele listen med fejl under artiklen.

Retssikkerheden i fare
Med enkelte undtagelser har undersøgelsen set nærmere på sager med børn under 12 år fra årene 2013-2016, som vedrører anbringelse og samvær.

Ifølge Borgerrådgiveren har kommunens fejl omfattende konsekvenser:

'En væsentlig del af de konstaterede fejl i denne undersøgelse har afgørende betydning for børnenes og forældrenes retssikkerhed ved, at der er betydelig risiko for, at afgørelsen om anbringelse af det enkelte barn kan blive fejlbehæftet, og eventuelt vil kunne blive tilsidesat som ugyldig, hvis den var blevet indbragt for Ankestyrelsen.'.

Rystet
Hos Børns Vilkår er direktør Rasmus Kjeldahl mildest talt rystet over resultatet af undersøgelsen.

- Det har den konsekvens, at børnenes rettigheder er blevet overtrådt, siger Rasmus Kjeldahl og fortsætter:

- Rapporten ser ikke på, om det har haft sociale konsekvenser for børnene, men vi ved i Børns Vilkår, at det med at respektere udsatte børns rettigheder er utroligt vigtigt. Ellers kommer børnene let til at føle sig som magtesløse brikker i et spil. Enhver kan forestille sig, hvordan det er, hvis nogen bare skalter og valter hen over hovedet på en - også selv om de gør det i bedste mening.    

- Når der er så mange fejl i sagerne, så kan man være alvorligt bekymret for, at der er sket andet end formelle fejl, lyder det fra Rasmus Kjeldahl.

Trist læsning
FBU ForældreLANDSforeningen støtter forældre med udsatte børn. Her bliver landsformand Alice Sørensen meget nedtrykt ved at se resultaterne i undersøgelsen fra Københavns Kommune.

- Det er så trist at læse. Men det er også den virkelighed, vi møder, når forældrene retter henvendelse til os om hjælp, og vi er med som bisiddere i sagerne. Jeg kan desværre genkende det alt for godt, og desværre kan man finde de samme problemer i stort set alle landets kommuner, siger hun.

Interaktivt element

Københavns socialborgmester, Jesper Christensen (S). Foto: Carsten Bundgaard
Københavns socialborgmester, Jesper Christensen (S). Foto: Carsten Bundgaard
 

Borgmester: Ikke godt nok

Københavns socialborgmester, Jesper Christensen (S), lægger sig fladt ned, da Ekstra Bladet konfronterer ham med resultaterne af Borgerrådgiverens undersøgelse:

- Det er ikke godt nok. Undersøgelsen viser entydigt, at det formelle sagsbehandlingsarbejde ikke er godt nok i Borgercenter Børn og Unge, siger han og fortsætter:

- Det er derfor, at vi udvider den handleplan, vi har lavet. Det er sager, vi selv har screenet i august sidste år, hvor der er lavet en handleplan. Den kommer vi til at udvide og forstærke. Jeg vil anbefale Socialudvalget (i Københavns Kommune, red.), at vi tager kontakt til den nationale task force, som er nedsat på området, fordi rigtig mange kommuner har haft de samme udfordringer. Forhåbentlig bliver der et forløb med den, hvor man får kigget på, hvordan det kunne gå så galt, og hvad der skal til for at få rettet op på det.

- Kan du garantere, at de her fejl ikke har ført til deciderede svigt af børnene?

- Nej, men jeg har ikke grund til at tro, at det har været tilfældet - det skriver Borgerrådgiveren også, selv om han også siger, at det ikke har været formålet at undersøge dette, siger Jesper Christensen, der forklarer, at kommunens medarbejdere har fokus på, om der er sket svigt i sagerne.

- Undersøgelsen viser, at børnene og forældrene i mange tilfælde slet ikke fået tilbudt deres helt basale rettigheder. Er det ikke helt elementært, at den slags bare skal være i orden?

- Jo, det burde det være. Retssikkerheden i forhold til, om man har fået den vejledning og andet, som både børnene og forældrene har krav på, skal selvfølgelig overholdes. Den balance skal rettes op.

- Men hvordan vil du forklare, at der kan sidde sagsbehandlere, som ikke lever op til disse helt elementære ting?

- Det er selvfølgelig svært for mig meget konkret at svare på. Rigsrevisionen spurgte Socialministeriet om noget nær det samme sidste år - fordi der er rigtig mange fejl i de her anbringelsessager. Mit bedste bud er, at ledere og socialrådgivere har øjnene på børnene, men ikke nok på juraen og de regler, der er på området. Det skal man selvfølgelig have. Så de skal på skolebænken, og der skal laves en mere omfattende analyse af de kvalitetsproblemer, der er.

- En stor del af sagerne er fra din vagt som borgmester. Har du været god nok til at have det nødvendige fokus på området?

- Nej, det har vi ikke. Vi har ikke haft et tilstrækkeligt fokus på det her, og det skærper vi nu.

- Men med en så hård kritik vil det så få konsekvenser for nogle af de medarbejdere, som har med det her område at gøre?

- Ja, det får det jo på den måde, at de skal på skolebænken. Jeg er ikke ude efter en syndebuk - jeg er ude efter bedre sagsbehandling. Det skal Borgercenteret arbejde målrettet med, og det har de gjort, siden vi satte handleplanen i gang i sommer. Det arbejde skal fortætte, siger Jesper Christensen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen