S vil betale milliarder tilbage til kommunerne

En samlet rød blok bakker op om, at regeringen tilbagefører penge fra omprioriteringsbidraget til kommunerne.

Oppositionsleder og Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen (S), forsøger for første gang at bringe regeringen i mindretal.

Med et nyt beslutningsforslag, vil Socialdemokraterne pålægge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at tilbageføre milliarder af kroner fra det omstridte omprioriteringsbidrag til kommunerne, skriver Politiken.

Forslaget betyder, at landets 98 kommuner årligt skal have 2,4 milliarder kroner tilbage, som regeringen sammen med Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har besluttet at omprioritere.

- Lige nu gør regeringen det, at de ad bagdøren beder kommunerne løfte størstedelen af integrationsopgaven, samtidig med at man tager penge fra kommunerne.

- Enden på alt det kan ikke blive andet end store besparelser på grundstammen i velfærdssamfundet, herunder daginstitutioner, ældrepleje, folkeskole og handicapområdet, siger Mette Frederiksen til avisen.

Forslaget møder opbakning fra rød blok, men også formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, kan ifølge Politiken ikke afvise, at hans parti også vil stemme for forslaget. Hvis det sker, vil det bringe regeringen i mindretal.

Formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V), er glad for Frederiksens håndsrækning. Det er dog langtfra den udgave, han helst så.

- Der findes en western, der hedder "Den gode, den onde og den grusomme".

- Den gode løsning er en situation, hvor der ikke er et omprioriteringsbidrag. Den onde løsning er Socialdemokraternes forslag, hvor man tager penge og fører dem tilbage til os. Og den grusomme løsning er regeringens, siger Martin Damm (V) til Politiken.

I sommeren 2015 vedtog regeringen og Dansk Folkeparti et årligt omprioriteringsbidrag.

Bidraget består i, at kommunerne får én procent mindre i deres budgetter hvert år fra 2016 til 2019. Det svarer til 2,4 milliarder kroner.

Nogle af de penge kan komme tilbage til kommunerne. Det gør 500 millioner ud af de 2,4 milliarder i år.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste i Dansk Politik

Hent flere

Seneste Nyheder

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen