Sexoverfald i Köln - husk, at hvide mænd også er slemme

  • (Foto: AP)
(Foto: AP)

 

Nytårsnat angreb omkring 1000 nordafrikanske og arabiske mænd ca. 100 tyske kvinder på en åben plads foran banegården i Köln.

For første gang følte jeg oprigtig trang til at melde mig som feminist.
Altså lige indtil jeg stødte på visse hjemlige feministers reaktion på det massive sexoverfald. Lige indtil apologeterne kom til tasterne. Lige indtil relativisterne kom løbende med ild i håret for at gøre opmærksom på, at her er intet nyt eller usædvanligt på trods af at en ledende politimand i Köln erklærede, at man ’aldrig har oplevet noget lignende.’

Eksempelvis kønsdebattør, Ulla Tornemand, der fører sig frem på de sociale medier med hashtagget #jegerogsåfeminist og som på Facebook opfordrede til at ’tage hudfarven ud af ligningen’:

’Herhjemme kalder vi det kompliment, når unge, hvide fyre - både på enmandshånd og i flok - i nattelivet gramser, stikker hånden ned i trusserne og stikker en finger ind i fissen på og begår andre seksuelle overgreb på unge kvinder. Herhjemme er det bare for sjov, når hvide mænd i flok råber efter en kvinde, at hende kunne de godt voldtage,’ skrev Tornemand og hævdede, at ’dette 'fænomen' hverken er nyt eller knyttet til en bestemt etnicitet eller kultur.’

Et forbløffende udsagn. Ikke bare påstandene i sig selv. Men især som udlægning af Köln. Som feministen selv summerer op: ’Den hvide mand har kronede dage og ve dig, hvis du er brun, for så får piben en anden lyd.’

Måske er det bare mig. Men jeg er ikke sikker på, de forulempede tyske kvinder og piger vil nikke anerkendende her, hvis de kunne dansk. De finder formentlig ikke, at den vigtigste lære i forbindelse med massesexangrebet i Köln er følgende:

Hvide mænd voldtager også, så nu skal vi lige slappe lidt af med den der racisme.

Men er denne Tornemand så ikke blot en enlig tosse?

Hendes udlægning af hændelsen i Köln har fået en ordentlig røvfuld ’likes’ og er delt flittigt på Nettet, konstaterer jeg.
Og der mere af samme apologetiske tankegods, der deles og ’likes’ i stort tal på de sociale medier. Eksempelvis Politikens kommentator, Rune Engelbrecht, der tillige fremfører, at overfaldene i Köln først og fremmest må være en anledning til at gøre opmærksom på voldtægtstal over hele verden – Indien, Mexico m.fl. samt herhjemme. For som Engelbrecht konkluderer:

’Den udbredte kvindeforagt, som kommer til udtryk i seksuelle overgreb verden over, er ikke et kulturspecifikt eller etnisk betinget problem – det er desværre langt større end dét. Lad os møde alle overgreb mod kvinder med afstandtagen overalt.’

Hvilket ret beset kan ’oversættes til’: ’Det er slemt, hvad der er sket i Köln, ja, men det sker hele tiden alle steder.’

Følgelig kan vi åbenbart ikke adressere Köln, med mindre vi adresserer alle voldtægter og alle sexchikanerier i hele verden på en gang. Vi kan heller ikke tale kvindeundertrykkelse i indvandrermiljøer, før vi medtager legetøjs indflydelse på hun- og hankøn, folkeskolens kønsstigmatisering samt kvindeundertrykkelsen i erhvervslivet og i samtalekøkkenerne op ad Strandvejen? For er alt dette måske ikke også et problem?

Faren ved den form for relativisering er naturligvis, at alt gøres vigtigt, hvormed intet er vigtigt. Men her er det faktisk værre endnu: Relativiseringen bruges her som redskab til at dække over en ubekvem sandhed i et ideologisk miljø. Det være sig det ubekvemme i visse arabiske og afrikanske mænds vanskelighed med at fatte vestlige frihedsrettigheder. Og visse ideologiske feministers problem med at fatte, at ikke al kvindeundertrykkelse bør anvendes til at oplæse hele krænkelseslisten fra Grevinde Danner hver gang for at undgå at beskæftige sig med nævnte problem.

Jo, det var opsigtsvækkende, hvad der hændte i Köln. Nej, hvide mænd dukker ikke op i hundredetal og forgriber sig på kvinder i Danmark eller Tyskland. Og ja, selvfølgelig er problemet større end Köln, men vi kommer bare ikke uden om at diskutere kultur. Hvor ubehageligt det end er.
Som den tyske filosof Immanuel Kant byder, skal hvert menneske behandles som mål ikke som middel. Ingen ideologi må sættes over individet, det gælder også feminismens dogmer.

Det tog fem dage for nyheden om det massive seksuelle overfald i Köln at nå danske medier. Ingen medier med korrespondenter i Tyskland bragte den. Men siden Ekstra Bladets kriminalreporter skrev den tirsdag, har alle været tvunget til at beskæftige sig med den. Netop fordi den er spektakulær i vores hvide, vestlige kultur.

Onsdag læste jeg så en kronik i Berlingske af feminist og kønsdebattør Louise Vinther Alis, som havde overskriften: ’Pas på med at bruge F-ordet! (altså ordet ’Feminist’, red.)’

’Så længe det ord er så sprængfarligt, så længe folk kan hidse sig op over en ideologi - der er fortaler for, at kvinder er mennesker - lige så længe er der brug for feminismen,’  skrev Vinther Alis.

’F-ordet’, ’sprængfarligt’, ’brug for feminismen’ – helt sikkert, Louise Vinther Alis. Men når der virkelig er brug for jer, er I tilsyneladende gået galt i byen og slet ikke hjemme.

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste i Dansk Politik
Hent flere
Seneste Nyheder
Hent flere
Få EKSTRA overblik
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen