Skipper: Rød regering er også ansvarlig for flere fattige

Antallet af danskere, der lever i økonomisk fattigdom, steg markant fra 2002 til 2015, viser analyse

  • Pernille Skipper fra Enhedslisten mener også, at den røde regering bærer en del af ansvaret for, at der er blevet flere fattige. Foto: Jens Dresling
Pernille Skipper fra Enhedslisten mener også, at den røde regering bærer en del af ansvaret for, at der er blevet flere fattige. Foto: Jens Dresling

Det er ikke kun borgerlige regeringer, der bærer ansvaret for, at flere danskere er blevet fattige i dette årtusind.

Socialdemokratiet, De Radikale og SF var også med til præge udviklingen, da Helle Thorning-Schmidt (S) var statsminister.

Det mener Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Udmeldingen kommer i forbindelse med offentliggørelsen af en analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd (AE).

Den viser, at antallet af fattige danskere er mere end fordoblet i perioden fra 2002 til 2015. Det skrev Information om tirsdag.

- Tallene, som AE-rådet har offentliggjort i dag (tirsdag, red.), er en skamstøtte over Thorning-regeringen, siger Pernille Skipper i en skriftlig kommentar.

Bør se indad
- Tendensen fortsatte, fordi SRSF-regeringen ikke nøjedes med at afskaffe de gamle fattigdomsydelser, men også indførte nye nedskæringer, for eksempel en kontanthjælpsreform, der betyder en voldsom stigning af unge, som nu lever som hjemløse.

Ifølge analysechef fra AE, Jonas Schytz Juul, skyldes stigningen de lavere ydelser til kontanthjælpsmodtagere og udlændinge, som VK-regeringen indførte i begyndelsen af 00'erne.

Ydelserne blev afskaffet af SRSF-regeringen, men stigningen er fortsat. Det skyldes især, at flere unge ryger under fattigdomsgrænsen.

Skipper mener derfor, at S, SF og R bør se indad og tage ansvar for, at uligheden og antallet af fattige voksede, mens de havde regeringsmagten.

Men det var ikke kun SF og De Radikale, der pegede på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Det gjorde Enhedslisten også. Skulle man så have væltet regeringen set i bakspejlet?

- Uligheden steg, og antallet af fattige steg og trak Danmark i den forkerte retning. Det betyder også, at vi i Enhedslisten skal kigge indad og se, hvordan vi kan forhindre, at det sker igen, siger Skipper til Ritzau.

Enhedslisten stemte ikke selv for de omtalte lovændringer under Thorning-regeringen. I stedet blev de gennemført med stemmer fra blå partier.

Men fremover skal der andre boller på suppen fra Enhedslistens side, mener Skipper.

- Vi har lagt op til, at der skal stilles nogle andre krav til en kommende regering, siger hun.

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste i Dansk Politik
Hent flere
Seneste Nyheder
Hent flere
Få EKSTRA overblik