Socialdemokratiet afventer regeringens træk om burkaforbud

Burkaer er kvindeundertrykkende, mener S. Men det er ikke afgørende, hvilke virkemidler der tages i brug

Socialdemokratiet vil gerne forhandle med regeringen om, hvordan man kommer af med burkaer, som partiet mener er kvindeundertrykkende. Men det kræver, at regeringen først lægger sig fast på en linje.

Det skriver udlændingeordfører Dan Jørgensen (S) i en sms til Ritzau, efter at hans partifælle Mette Gjerskov har fastslået, at hun vil stemme imod et forslag fra Dansk Folkeparti om et forbud mod heldækkende beklædning.

Den klare udmelding fra Mette Gjerskov er altså ikke udtryk for nogen officiel S-partilinje. En sådan må man vente med, til regeringen har taget stilling til forslaget fra DF, der officielt fremsættes onsdag.

Regeringen er delt i spørgsmålet. Konservative støtter DF-forslaget, populært kaldet burkaforbud. Mens Liberal Alliance er imod. Og det største af regeringspartierne, Venstre, er internt uenige.

Udlændingeordfører Marcus Knuth (V) taler for et forbud. Men andre folketingsmedlemmer holder fast i partiets hidtidige linje, som er at være imod et forbud.

- Hvordan vi bedst løser problemet diskuterer vi gerne med regeringen når de er blevet internt enige om en linje på sagen, skriver Dan Jørgensen til Ritzau.

- For os er det ikke afgørende hvilke virkemidler der bruges. Men vi ønsker en virksom indsats mod burkaer.

Mette Gjerskov, der er sit partis udviklingsordfører og tidligere minister, har dog gjort sin stilling op.

- Jeg mener helt grundlæggende, at der er en grænse for, hvad vi kan lovgive om. Det vil der være forskellige eksempler på. Men et af eksemplerne er, at vi kan simpelthen ikke lovgive om tøj, siger hun.

- Det er simpelthen at gå for langt at bestemme, hvilket tøj mennesker skal have på. Derfor vil jeg til hver en tid stemme imod et forbud mod at bære religiøse påklædninger.

Selvom DF's beslutningsforslag er formuleret som et generelt forbud mod heldækkende beklædning og maskering, lægger forslagsstillerne ikke skjul på, at det blandt andet er de muslimske kvindedragter burka og niqab, de har i tankerne.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen