Dansk politik

Splittet Løkke i heftig debat om flygtningeproblemet

Statsminister Lars Løkke Rasmussen blev fra både højre og venstre udfrittet for sin holdning til Danmarks flygtningeproblem, da han i dag afholdt spørgetime i Folketinget

  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) medgav i dagens spørgetime, at han var splittet, hvad angår løsningen på flygtningeproblematikken. (Foto: Jens Dresling)
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) medgav i dagens spørgetime, at han var splittet, hvad angår løsningen på flygtningeproblematikken. (Foto: Jens Dresling)

Selv om Vederlagskommissionen i går præsenterede deres rapport om danske politikeres løn- og pensionsforhold, var det helt uden sammenligning debatten om flygtningeproblemet, der fyldte dagens spørgetime med statsministeren.

FAKTA: Sådan fungerer spørgetimen i Folketinget

Tirsdag klokken 13 vender spørgetimen med statsministeren tilbage efter folketingsvalget i juni.

* Spørgetimen bliver som udgangspunkt afholdt hver anden tirsdag fra klokken 13.00 til klokken cirka 14.15.

* Den er forbeholdt direkte, uforberedte spørgsmål til statsministeren fra lederne af partierne uden for regeringen.

* Statsministeren kan vælge at indlede spørgetimen med en redegørelse på højst fem minutter.

* Herefter får lederen af det største parti uden for regeringen - det vil sige Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, - ordet til sit første spørgsmål.

* Det enkelte spørgsmål skal stilles på højst to minutter, og statsministeren har to minutter til at svare.

* Partilederen kan herefter få ordet to gange et minut, hver gang med tilsvarende tid til statsministeren til svar.

* Lederen af det største parti uden for regeringen får så en ny runde med næsten samme regelsæt som i første runde.

* Først kan der stilles spørgsmål på højst to minutter, og statsministeren har to minutter til at svare. Partilederen kan herefter få ordet to gange et halvt minut, hver gang med tilsvarende tid til statsministeren til svar.

* Herefter vil de øvrige partiledere i sædvanlig ordførerrækkefølge normalt få hver en sekvens.

* Statsministeren kan erklære, at han ikke ønsker at besvare et spørgsmål. Spørgsmålet er herefter bortfaldet. Det vil være op til formanden i det enkelte tilfælde at afgøre, om spørgeren skal have lov at bruge den resterende tid til et andet spørgsmål.

Kilde: Folketinget.

Og selv om Venstre-regeringen har kørt en hård linje overfor flygtninge, indrømmede Lars Løkke Rasmussen at han er i tvivl om, hvordan man løser problematikken bedst.

- Jeg er jo selv splittet, svarede statsministeren på et spørgsmål fra Alternativets formand Uffe Elbæk.

- Jeg tror, alle fornuftigt tænkende mennesker er splittede i sig selv over det, vi er vidne til i denne tid. Når man ser det (masse-overgreb, red.), der skete for nylig i Köln, kan man nok nå nogle hurtige konklusioner om, hvordan vi skal løse det her.

- Men når man ser nogle af de børn, der med deres forældre har været på flugt fra krig og ødelæggelse, hvor anklagen om, at de bare er økonomiske flygtninge, så bløder ens hjerte, forklarede Lars Løkke videre.

Se også: Flygtninge fylder i spørgetimen

Fra Dansk Folkepartis side blev han på det samme emne holdt op på flere af de udtalelser, han kom med i Folketingets åbningstale sidste år.

- Når statsministeren i sin åbningstale sagde, at integrationen har slået fejl, hvorfor insisterer han så på, at den fremover vil kunne lykkes?, spurgte Kristian Thulesen Dahl således.

Statsministeren insisterede som svar herpå, at indvandringsminimering ved hjælp af grænsekontrol kun er en del af løsningen, mens integration af de flygtninge, der trods alt kommer hertil, er en anden del.

Fra venstrefløjen udbad man sig dog svar på, hvorfor regeringen repræsenteret ved finansminister Claus Hjort Frederiksen sidste uge karaktiserede kommunernes udtrykte behov for flere penge som 'jammer'.

- Finansministerens svar på kommunernes behov for flere penge til at løfte flygtninge-relaterede opgaver var: 'I jamrer'. Det er jo helt vildt. Er statsministeren enig i, at kommunerne bare jamrer?, spurgte Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.

Se også: Tre ministre skal stå skoleret om asylpres på kommuner

Statsministeren konkluderede dog, at han tog debatten mere seriøst end at han behøvede at svare direkte på dette spørgsmål. Til gengæld konkluderede han, at samfundets regning til håndtering af flygtningestrømmen vil være lige stor, uanset om det er kommunerne eller staten, der skal betale den.

Løkke var også i heftig debat med Poul Madsen, hvor de blandt andet diskuterede, hvad man skulle gøre med de mange flygtninge. (Foto: EB TV)

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste i Dansk Politik

Hent flere

Seneste Nyheder

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Benjamin Krogh
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen