Støjberg erkender løgn om Mette F.

Integrationsministeren tørrer skylden for usand påstand af på sine embedsfolk. Forklaringerne bliver tykkere og tykkere, lyder det fra S

Inger Støjberg blev under samrådene tilbage i sommer mødt af voldsom kritik fra venstrefløjen. Her er det Johanne Schmidt-Nielsen, der sender integrationsministeren en opsang. (Video: Ritzau)

Den meget omtalte sag om de unge asylpar tager en ny drejning.

Inger Støjberg erkender nemlig, at det var forkert, da hun før sommerferien påstod, at asylparene også var blevet skilt ad uden partshøring i Mette Frederiksens tid som justitsminister.

Det sker i et svar til Folketinget, skriver Information. Dokumentet kan læses her. (se punkt seks, side 3)

Venstre-kvinden skyder ansvaret for den forkerte påstand over på sine embedsfolk.

'Det var således forkerte oplysninger, jeg modtog fra Udlændinge- og Integrationsministeriet forud for samrådet den 23. juni 2017', skriver Inger Støjberg nu i et svaret til Folketinget, som kommer forud for et samråd imorgen.

Efter samrådet i juni mødte Inger Støjberg pressen. Og her understregede hun også, at asylpar blev skilt ad i Mette Frederiksens tid uden de afgørende partshøringer.

- Partshøringer er noget, der skal gennemføres i de her sager. Jeg kan bare konstatere, at det aldrig nogensinde har været gennemført. Ikke bare i min tid, men også under tidligere ministre - heriblandt Mette Frederiksen, lød Støjbergs forklaring over for bl.a. Ekstra Bladet.

Det er den forklaring, hun nu erkender var forkert.

- Nu skifter Inger Støjberg igen-igen forklaring, siger Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til Information.

- Det er godt nok mærkeligt, at der går fire måneder før vi får den her forklaring. For det er ikke en bagatel. Hun anklagede jo sådan set embedsværket for i årevis at have administreret ulovligt. Og sagde, at det blev der også under Mette Frederiksen, siger Mattias Tesfaye (S), medlem af udlændinge og integrationsudvalget, hvor Inger Støjberg har afgivet den forkerte forklaring, til Ekstra Bladet.

- Jeg synes simpelthen, forklaringerne er så tykke efterhånden. Det svært at tage seriøst, at 90 blå mandater påstår, at der ikke er fejet noget ind under gulvtæppet, fortsætter han.

Frederilksen og Støjberg i Folketingssalen. Foto: Jens Dresling/RitzauFoto
Frederilksen og Støjberg i Folketingssalen. Foto: Jens Dresling/RitzauFoto
 

Mystisk
- Under sidste samråd var det en central del af ministerens forklaring, at den ulovlige praksis med ikke at lave partshøringer også havde fundet sted under Mette Frederiksen. Nu viser det sig ikke at være korrekt, men derimod en ’misforståelse’, lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen til Information.

Hun finder det 'mystisk', at myndighederne ikke forud for sidste samråd skulle have tjekket forholdene til bunds.

SF's Holger K. Nielsen kritierer Inger Støjberg skarpt.

- Hvis en minister kommer med forkerte oplysninger, så har vedkommende et problem. Nu tørrer hun den af på ministeriet, og jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men hvis ministeriet har sendt hende på afveje, så må hun rydde op og tage fat i det. Det er hende, der har ansvaret for at tale sandt over for Folketingets udvalg uanset hvad, siger han til avisen.

Information har ikke fået Inger Støjbergs kommentar til historien. Ekstra Bladet arbejder på sagen.

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra DF's Martin Henriksen tirsdag aften. Han har hidtil holdt hånden over Inger Støjberg i sagen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen